Black Lives Matter-bevægelsen opfordrede tirsdag til protester i den amerikanske millionby Los Angeles, efter at en sort mand mandag blev skudt i en konfrontation med politiet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den nu afdøde mand, der er identificeret som den 29-årige Dijon Kizzee, cyklede i et beboelseskvarter i den sydlige del af byen, da betjente forsøgte at stoppe ham på grund af en forseelse, oplyser politiet.
Kizzee smed cyklen fra sig og løb fra stedet. Da han blev indhentet, slog han ifølge myndighedernes forklaring en af betjentene i ansigtet og smed en tøjbylt fra sig.
Betjentene bemærkede, at der var et halvautomatisk håndvåben blandt tøjet, og derefter skød de personen, oplyser Brandon Dean fra Los Angeles County Sheriff's Department.
Skudepisoden kommer på et tidspunkt, hvor der i mange byer har været demonstrationer mod politivold over for sorte efter en hvid betjents drab på den sorte George Floyd under en anholdelse i maj.
Den 23. august udløste en episode i byen Kenosha i Wisconsin nye protester, efter at betjent skød en sort mand i ryggen syv gange.
Ifølge advokat Ben Crump, som repræsenterer familien, blev Dijon Kizzee skudt over 20 gange. Han opfordrer i et tweet øjenvidner til at kontakte ham.
Familiemedlemmer til Dijon Kizzee og aktivister forlangte tirsdag, at Los Angeles County Sheriff's Department frigiver navnene på de betjente, som skød ham.
/ritzau/