Politiet i Tulsa i den amerikanske stat Oklahoma har skudt og dræbt en sort mand, hvis bil er gået i stå på en vej uden for byen.
Den 40-årige Terence Crutcher var ubevæbnet, skriver Washington Post.
De lokale myndigheder frygter uroligheder og har hurtigt meddelt, at de vil gøre alle oplysninger om hændelsen tilgængelige.
Episoden er filmet fra en helikopter og fra en politibils videokamera. Ifølge politiet havde Crutcher nægtet at efterkomme politiets ordrer.
Ramt af strømpistol og skudt
Crutcher var gået i stå med sin bil midt på vejen i går. Man ser ham gå med armene over hovedet tilbage til sin bil med to politifolk med trukne våben lige efter sig.
Da han når hen til sin bil, rækker han ind efter noget gennem forreste sidevindue. På det tidspunkt befinder der sig fire politifolk med trukne skydevåben ved bilens bagende.
Crutcher bliver ramt af en strømpistol og lige efter af et enkelt skud. Det er ikke muligt at se, hvem af politifolkene der skyder.
Man kan se ham ligge blødende på vejen, og politifolkene foretager sig tilsyneladende ikke noget det næste minut, mens han forbløder.
Terence Crutcher er en af mindst 689 mennesker, heraf 161 sorte, der i år er blevet skudt af amerikanske politifolk, fremgår det af en opgørelse fra Washington Post.
/ritzau/