En 48-årig mand, der var under mistanke for at have skudt en højrefløjsaktivist i Portland, Oregon, i sidste uge, er blevet skudt og dræbt af politiet.
Det skriver blandt andet nyhedsbureauet AP.
Ifølge AP og New York Times oplyser unavngivne kilder hos myndighederne, at mistænkte, den 48-årige Michael Forest Reinoehl, blev dræbt i går aftes lokal tid.
Det skete, da agenter fra FBI og U.S. Marshal Service forsøgte at anholde ham i byen Lacey i den nordvestlige delstat Washington.
En anonym talsmand for myndighederne fortæller samtidig, at den mistænkte trak en pistol, inden han blev skudt. Det er dog ikke bekræftet fra officielt hold.
Sammenstød mellem højre- og venstrefløjen
Reinoehl mand var hovedmistænkt for drabet på en 39-årig mand, som døde, efter at være blevet skudt i brystet, da demonstranter fra højre- og venstrefløjen stødte sammen i Portland, Oregon, lørdag nat.
Ligesom mange andre steder i USA har Portland været præget af protester mod politivold og racisme de sidste mange måneder. Lørdag nat tog en gruppe Trump-støtter til genmæle med en bilparade på op mod 600 biler gennem byen, hvor de blandt andet skød med paintball på demonstranter.
Det var i forbindelse med disse sammenstød, at Reinoehl, som ifølge flere medier beskrev sig selv som anti-facist og har deltaget aktivt i Black Lives Matter-protester i Portland, skulle have skudt og dræbt den 39-årige højrefløjsaktivist.
Den 39-årige mand var medlem af den højreorienterede aktivistgruppe Patriot Prayer.
- Jeg havde intet valg
I et interview med mediet Vice fortalte den mistænkte i går, at han skød i selvforsvar, fordi han frygtede, at den 39-årige mand ville angribe ham og hans ven med en kniv.
- Jeg havde ikke noget valg, sagde Michael Forest Reinoehl til Vice.
Udover en arrestordre for drabet i Portland var der også en udestående arrestordre på den mistænkte for skødesløs kørsel, for at køre bil i påvirket tilstand og for ulovlig besiddelse af et skydevåben.
Reinoehl er også tidligere blevet anholdt i forbindelse med Black Lives Matter-protester, blandt andet for at bære et ladt skydevåben og for at modsætte sig anholdelse.