Politiet skyder med gummikugler mod Trump-kritiske demonstranter

Donald Trump kalder det for "meget uretfærdigt", at der adskillige steder i USA demonstreres mod hans valgsejr.

En motorvej blev afspærret i forbindelse med demonstrationer mod Donald Trump i Portland, Oregon. Flere demonstranter er blevet anholdt. REUTERS/Steve Dipaola (Foto: © Steve Dipaola, Scanpix)

Politiet i Portland, Oregon, har sat hårdt mod hårdt for at stoppe demonstranter, der igen i dag har indtaget gaderne for at protestere mod Donald Trumps valgsejr.

Politiet oplyser på det sociale medie Twitter, at betjente på stedet har givet menneskemængden besked på at opløse demonstrationen, da der er tale om en ulovlig forsamling, og da demonstranter har kastet blandt andet affald mod politiet, affyret fyrværkeri og antændt nødblus.

Det er dog ikke alle demonstranter, der har efterkommet politiets henstillinger.

Både gummikugler, politistave, peberspray og tåregas er derfor blevet taget i brug mod demonstranterne.

Trump: Det er meget uretfærdigt!

Demonstranterne har ifølge politiet blandt andet indsamlet kasteskyts på en byggeplads og forårsaget stor skade på parkerede biler. Deres færden gennem Portland har også ført til afspærringen af en motorvej.

I klippet herunder kan du se politiet i aktion i Portland. Artiklen fortsætter under videoen.

Politiet har i tidligere tweets her til formiddag dansk tid gjort klart, at de demonstranter, der ikke vil associeres med anarkister, skal forlade området med det samme.

- Fredelige demonstranter opfordres til at gå til Pioneer Square, skriver politiet på Twitter.

Valget af USA's nye præsident er ikke gledet stille ned, og der har været demonstrationer adskillige steder i landet, herunder i Austin, Berkeley, Chicago, El Cerrito, Los Angeles, New York, Oakland, Philadelphia, Phoenix, Portland, Richmond, San Diego og Seattle.

Demonstrationernes ufrivillige hovedperson, Donald Trump, har tidligere i dag reageret på protesterne mod ham.

- Har lige haft et meget åbent og succesfuldt præsidentvalg. Nu protesterer professionelle demonstranter på mediernes incitament. Meget uretfærdigt! skriver han på Twitter.

Klippet herunder er fra demonstrationen i Portland.