Flere steder hos Volkswagen er i dag blevet ransaget.
Det sker som et led i efterforskningen af den verdensomspændende svindel med den tyske fabrikants dieselmotorer, og hvor mange NOx-gasser de udleder.
Det oplyser anklagemyndigheden i byen Braunschweig over for flere tyske medier som der Spiegel og Süddeutsche Zeitung.
Et af de mange steder er hovedkvarteret i Wolfsburg. De andre steder er endnu unavngivne.
Samler beviser i sagen
Ransagningerne skal "sikre dokumenter og data", som kan afsløre, hvordan svindlen blev organiseret og af hvem.
Volkswagen mener selv, at de har udleveret et "omfattende" antal dokumenter til anklagemyndigheden.
Koncernen er under efterforskning i flere lande, efter selskabet har erkendt, at op mod 11 millioner dieselkøretøjer på verdensplan er blevet udstyret med et computerprogram, som slører bilernes reelle forureningsniveau under test.
Tidligere torsdag skabte Volkswagen endnu en gang overskrifter, da det kom frem, at den amerikanske chef for koncernen kendte til skandalen, halvandet år før den nåede offentlighedens søgelys.
Sagen kom frem for nogle uger siden, da miljømyndighederne i USA afslørede, at en andel af Volkswagens dieselbiler forurenede 40 gange mere end tilladt.