Politiet i Manchester afspærrer stort område efter mistænkeligt fund

Britisk politi har ophævet afspærring i Wigan, hvor man tidligere torsdag fandt en mistænkelig genstand under ransagning af hus.

Tidligere i dag blev en person anholdt i Wigan, hvor politiet nu har afspærret et større område. (Foto: © JON SUPER, Scanpix)

Efter en evakuering af et område i den engelske by Wigan, ophæver britisk politi nu igen afspærringerne.

Evakueringen skete i forbindelse med efterforskningen af bombeangrebet i Manchester.

Ifølge politiet i Manchester har man under en ransagning af huset tidligere i dag fundet ”mistænkelige genstande”, og derfor valgte man at afspærre et stort areal omkring det pågældende hus, mens bomberydningseksperter undersøgte genstandene.

Hvilke genstande, der er tale om, melder politiet ikke noget om.

Men flere betjente har i dag været på gaden i byen, der ligger nordvest for Manchester, hvor terrorangrebet fandt sted, og har tidligere evakueret folk i området af sikkerhedsmæssige årsager.

Tidligere på dagen blev én person, som har forbindelse til mandagens terrorangreb, anholdt i Wigan.

Otte personer er i alt blevet anholdt som følge af terrorangrebet.