Politiet evakuerer busterminal i New York efter meldinger om eksplosion

New Yorks politi har evakueret flere metrolinjer på Manhattan i New York efter meldinger om en eksplosion.

Port Authority busterminal er New Yorks centrum for al bustrafik til og fra byen. (Foto: © BRYAN R. SMITH, Scanpix)

Her til eftermiddag dansk tid lød der meldinger om en eksplosion af "ukendt oprindelse" ved 42. gade og 8. Avenue på Manhattan i New York. Det skriver New Yorks politi på sin Twitter-profil.

Politiet har evakueret Port Authority busterminal tæt på Times Square.

Politiet skriver i et tweet, at man har tilbageholdt en mistænkt.

Det lokale brandvæsen i New York skriver på Twitter, at fire er sårede efter eksplosionen. En af dem er den tilbageholdte mistænkte. Alle er dog uden for livsfare.

Port Authority Bus Terminal er USA's største busterminal.

Meldingerne om eksplosionen kom under morgentrafikken ved den store busterminal Port Authority, som er hovedterminalen for al bustrafik til og fra New York. Omkring 230.000 mennesker passerer dagligt den travle station.

Politiet opfordrer folk til at holde sig væk fra området.

Årsagen til eksplosionen er endnu uvis.