Det er alt for dyrt for britisk politi at overvåge Ecuadors ambassade i London.
Derfor vil der efter mere end tre års døgnbevogtning foran ambassaden ikke længere være bevæbnede betjente, som kan holde øje med Wikileaks-stifteren Julian Assanges færden, meddeler politiet i en pressemeddelelse.
Politiet dropper vagterne foran bygningen efter at have evalueret indsatsen, lyder det. Og opgaven er for ressourcekrævende og fjerner for meget fokus fra andre politiopgaver.
- Selvom politiet fortsat er opsatte på at anholde Julian Assange og stille ham for en dommer, er det kun rimeligt, at politioperationen for at opnå dette bliver sat op mod de diplomatiske og lovmæssige tiltag, der kan løse situationen, skriver politiet.
Frygter udlevering til USA
Assange søgte politisk asyl i Ecuador af frygt for, at Storbritannien ville udlevere ham til Sverige, hvor han er mistænkt for seksuelle forbrydelser.
Svensk politi har dog i sommer været nødt til at droppe dele af sex-anklagerne, fordi de svenske myndigheder ikke kunne undersøge sagen til bunds før forældelsesfristen på fem år.
Sverige mistænker dog fortsat Assange i en voldtægtssag, og da karakteren af forbrydelsen er så alvorlig, lyder forældelsesfristen på yderligere fem år.
Britisk politi ønsker ikke at kommentere, hvordan de fremover agter at holde øje med Assange, men understreger, at man stadig vil gøre alt for at anholde ham.
Assange vil ikke udleveres til Sverige af frygt for, at svenskerne agter at udlevere ham til USA, hvor han er eftersøgt for spionage som følge af de mange lækager af millioner af tophemmelige og statslige dokumenter.