En politimand er blevet dræbt og to alvorligt såret under et skyderi i Paris, oplyser det franske indenrigsministerium.
Ifølge en talsmand fra ministeriet steg gerningsmanden ud af en bil og åbnede ild mod en politibil med et automatvåben.
Han forsøgte at skyde andre personer på vej væk, da politiet skød og dræbte ham.
Politiet kom under beskydning på Paris' mest populære boulevard Champs-Élysées.
Le Figaro skriver, at boulevarden er afspærret af en stor politistyrke, og at en helikopter flyver lavt over området.
Forhøjet alarmberedskab før valg
Skyderiet finder sted kun tre dage inden første runde af det franske præsidentvalg søndag.
Tirsdag oplyste franske myndigheder, at to mænd på 23 og 29 år var blevet anholdt i havnebyen Marseille i det sydlige Frankrig på mistanke om, at de planlagde et voldeligt angreb forud for præsidentvalget.
Alarmberedskabet har længe været højt i Frankrig, som har været mål for en række blodige massakrer i de seneste to år, hvor over 230 mennesker er blevet dræbt, og mange er blevet hårdt såret.
/ritzau/