Politi ved Kongressen løbet over ende: Hvordan kunne det ske?

Myndighederne var ikke forberedt på optøjerne. Nu kræver politikere en forklaring.

Politiet kom hurtigt i undertal, og blev fuldstændigt overrumplet af de vrede demonstranter, der stormede den amerikanske kongres i går aftes. (Foto: © Shannon Stapleton)

Videoer delt på sociale medier viser en lille gruppe politifolk, der forsøger at holde stand på trapperne til kongresbygningen i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.

Men de bliver gradvist løbet over ende af demonstranter.

Kort efter bruger en gråskægget mand noget, der ligner et politiskjold til at smadre et vindue.

- Da de mistede kontrollen med trapperne, så røg dørene og vinduerne, siger tidligere politichef Terrance Gainer til Reuters.

Politikerne måtte gemme sig under skriveborde og blev evakueret, mens demonstranter løb frit rundt i Kongressen.

- Hvordan kunne så mange demonstranter komme ind i den her bygning fra så mange sider? Hvordan skete den sikkerhedsbrist? Sådan spørger kongresmedlemmet Karen Bass i et interview med ABC News.

- Man så folk med reb, der klatrede op ad bygningen. Man kan som regel ikke engang komme ind i bygningen med en håndtaske, siger hun.

Politiet var uforberedte

- Kongressens politi var uforberedte på størrelsen af den her demonstration, siger David Gomez, der er tidligere ansat i forbundspolitiet, FBI, til den amerikanske avis Wall Street Journal.

Gomez påpeger overfor avisen, at andre dele af ordensmagten også var langsomme til at reagere efter optøjerne var brudt ud, enten på grund af respekt overfor Donald Trump eller på grund af manglende erfaring med optøjer, lyder vurderingen fra Gomez.

- Det her var en fænomenal fiasko fra ordensmagten, lyder det fra en anden tidligere FBI-agent, Brad Garrett. Det skriver ABC News.

- Baseret på en rimelig klar efterretning om at tusindvis af vrede folk ville møde op, inklusive grupper som er tilbøjelige til vold, så har ordensmagten været gennemført dårligt forberedt til at håndtere dagens (onsdagens red.) begivenhed, siger han.

Brad Garrett siger, at onsdagens optøjer ikke bare var forudsigelige, men burde have været en rutinesag.

- Det her burde have været en klassisk anti-uro-operation for en ordensmagt: En grænse bliver sat op i forvejen, menneskemængderne bliver kanaliseret væk fra deres mål, og forstærkninger bliver indkaldt fra Nationalgarden og andre føderale enheder, siger Brad Garrett.

Nyhedsbureauet Reuters har forsøgt at få en kommentar fra U.S. Capitol Police, som var ansvarlig for sikkerheden, men det har ikke været muligt.

Forstærkninger indkaldt af vicepræsidenten

Forsvarsministeriet har tidligere oplyst, at de forventede, at omkring 350 medlemmer af Nationalgarden fra Washington D.C. ville være nok til at klare demonstationen, primært til at håndtere trafikken.

Efter demonstranterne stormede bygningen, annoncerede Forsvarsministeriet, at yderligere 1.100 soldater fra Nationalgarden ville blive sat ind for at støtte det lokale politi.

Den amerikanske avis New York Times erfarer gennem anonyme kilder, at det var vicepræsidenten, Mike Pence, der godkendte ordren til at indsætte Nationalgarden, selvom Donald Trump fortsat er øverstbefalende.

Ifølge avisen havde Trump i starten modsat sig anmodninger om at indsætte Nationalgarden.

  • Nyhedsbureauet Reuters skriver, at myndighederne havde håbet at undgå en optrapning af konflikten, og derfor ikke var særligt talstærkt til stede. (Foto: © OLIVIER DOULIERY, AFP or licensors)
  • Trump havde varslet en "vild" begivenhed på Twitter forud for demonstrationen. (Foto: © JOSEPH PREZIOSO, AFP or licensors)
  • En kvinde blev skudt og dræbt under optøjerne. Tre andre døde af skader. 52 personer blev anholdt. (Foto: © Shannon Stapleton)
  • Tusindvis af Trump-støtter mødte op i Washington for at protestere mod den endelige godkendelse af Joe Biden som præsident (Foto: © Shannon Stapleton)
  • Ifølge Reuters tog det 45 minutter fra den første barriere blev brudt til, at der blev anmodet om forstærkninger fra Nationalgarden. (Foto: © Shannon Stapleton)
1 / 5

Politikere kræver svar

Sikkerhedsbristen "vækker alvorlig bekymring om sikkerheden", lyder det fra kongresmedlemmet Zoe Lofgren fra Demokraterne, der nu vil begynde en undersøgelse af politiets reaktion og forberedelse.

Et andet medlem, Val Demings, som selv er forhenværende politichef, sagde, at det er smerteligt tydeligt, at politiet ikke var forberedt, skriver nyhedsbureauet AP.

- Jeg troede helt bestemt, at vi ville have set stærkere ud, at der ville have været tiltag helt fra starten, som kunne have sikret, at der var udpeget et område til demonstranterne i en sikker afstand fra Kongresbygningen.

I et interview med tv-stationen MSNBC siger Val Demings, at politiet så ud til at være forfærdeligt underbemandet.

Der kommer til at rulle hoveder

Ken Cuccinelli, der er vicesekretær for Homeland Security, som står for beskyttelsen af amerikansk territorium, siger, at han var "ret overrasket" over at se demonstranterne trænge igennem Kongressens døre, uden at de mødte tydelig modstand fra politiet.

- Det her kommer til at blive analyseret. Det kommer virkelig til at blive undersøgt, siger han til ABC News.

Tim Ryan, som repræsenterer delstaten Ohio for Demokraterne, er ikke i tvivl om, at der kommer til at rulle hoveder.

- Jeg tror, at det står ret klart, at der kommer til at være nogle mennesker, som meget snart står uden arbejde, fordi det her er pinligt, siger han.