Tyrkisk politi var tilsyneladende målet for den bilbombe, der i dag gik af i det centrale Istanbul.
- Syv personer ud af de 11 dræbte er politifolk, så myndighederne mener, at politiet er målet for angrebet, forklarer journalist bosat i den tyrkiske storby, Thomas Jorsal.
En fjernstyret bilbombe gik af da en politibus med uropoliti kørte forbi i de travle morgentimer i distriktet Vezneciler.
- Politibussen patruljerede i området i den gamle bydel, hvor en stor politistation og et af Istanbuls større universiteter ligger, fortæller Thomas Jorsal.
- Det var en kraftig eksplosion, der fandt sted. Vinduerne er blæst ud på bygninger, der ligger flere hundrede meter væk fra eksplosionen, fortæller Thomas Jorsal.
Tidligere terrorangreb i Istanbul har været rettet mod turistmål, blandt andet byens kendte moskeer og den travle shoppinggade Istiklal. Det var dagens angreb ikke.
- Selvom området ligger tæt på turiststederne, kommer her mest lokale, som selvfølgelig er påvirkede af situationen. Jeg har set flere gå grædende herfra, forklarer Thomas Jorsal.
- Der var et stort brag, som vi troede var et lyn, og så blev butikkens vinduer smadret. Det var virkelig skræmmende, fortæller butiksejeren Cevher til Reuters.
Endnu ingen har taget skylden for angrebet.