Politi i Las Vegas: Vi kender stadig ikke skyttens motiv

Politiet har endnu ikke en forklaring på, hvad der drev Stephen Paddock til at skyde mod koncertgæster i Las Vegas.

Politiet har stadig ikke et motiv eller en forklaring, siger Kevin McMahill, vicesheriff i Las Vegas Politi. (Foto: © Robyn BECK, Scanpix)

Politiet i Las Vegas står stadig på bar bund i forsøget på at forklare, hvorfor Stephen Paddock skød og dræbte 58 personer og sårede hundreder til en koncert i mandags.

- Vi har undersøgt over tusind spor i denne efterforskning. Selvom noget af det har hjulpet med at skabe en bedre profil af manden bag denne galskab, så har vi stadig ikke et motiv eller en forklaring, siger Kevin McMahill, vicesherif i Las Vegas Politi.

Politiet har undersøgt gerningsmandens, Stephen Paddock, politiske holdninger, finansielle situation, mulig radikalisering og sociale opførsel. Disse spor har typisk givet resultat i andre efterforskninger af masseskyderier, men endnu ikke i denne sag, lyder det fra politiet.

- Vi ønsker alle at få svar, siger Kevin McMahill om massakren, der anses for at være det værste masseskyderi i USA's nyere historie.

FBI beder om hjælp

For at komme nærmere svaret er det føderale politi FBI ved at hænge store plakater op i Las Vegas for at få folk med nyttige oplysninger til at henvende sig.

- Hvis du ved noget, så sig noget, siger Aaron Rouse, der leder FBI’s efterforskning af masseskyderiet.

Paddock havde 23 våben på sit hotelværelse, hvorfra han skød på tilskuerne. (Foto: © handout, Scanpix)

Ved tidligere masseskyderier har politiet ofte haft nogle spor at gå efter i forhold til gerningsmandens motivation. For eksempel tidligere på året, hvor en gerningsmand sikrede sig, at de politikere, der var i gang med en baseballkamp, var republikanere, før han skød mod dem, og i San Bernardino i 2015, hvor gerningsmanden sympatiserede med gruppen Islamisk Stat på sociale medier.

Men politiet har altså endnu ikke spor, der giver antydning af Paddocks motiv.

Fundet note med tal

Politiet har dog fundet en note på hans hotelværelse. Myndighederne har gjort klart, at der ikke er tale om et manifest eller et selvmordsbrev, men sedlen indeholder en række tal, og politiet prøver at klarlægge, om der skulle være et budskab gemt i tallene.

Paddock ringede heller ikke til alarmcentralen under sit angreb for at forklare sig, hvilket andre gerningsmænd har gjort, blandt andet Omar Mateen, der dræbte 49 på en homo-natklub i 2016.

Det har heller ikke været muligt at afhøre Paddock, da han skød og dræbte sig selv, inden politiet brød ind på hans hotelværelse.

Selvom sheriff Joseph Lombardo fra Las Vegas Politi tidligere har sagt, at han føler sig ganske sikker på, at man vil finde et motiv, så vækker det foreløbige fravær af et motiv undren hos den lokale offentlige anklager, Steven B. Wolfson.

Wolfson vurderer over for New York Times, at i ”99 procent af sagerne” forsøger gerningsmanden bag voldsomme mord at give en form for retfærdiggørelse.

- For det meste kan man ikke forsvare eller acceptere det. Men man hører, hvorfor de gjorde det, siger Wolfson til avisen.

- Jeg har arbejdet med det her længe, og jeg kan ikke mindes et andet mord – og her kan man gange med 58 – hvor man ikke ved hvorfor.