Politi fortsætter undersøgelse af fransk præsidentkandidat

Fransk anklager meddeler, at politiet vil fortsætte med at undersøge Francois Fillon og hans kone.

Francois Fillon slipper ikke for en undersøgelse. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix)

Politiet slipper ikke sagen om den franske præsidentkandidat Francois Fillon.

Det meddeler den franske anklagemyndighed for økonomisk kriminalitet.

Ifølge anklagemyndigheden har efterforskere fundet adskillige elementer, der skal undersøges, og derfor kan sagen ikke droppes.

Fillon har været favorit til at besejre den yderste højrefløjs kandidat, Marine Le Pen, ved det franske præsidentvalg til foråret.

Men efter beskyldninger i ugemagasinet Le Canard Enchaine, om at Fillon har haft sin kone ansat på det offentliges regning, uden at hun nogensinde har udført arbejdet, er han faldet støt i målingerne.

Afviser ulovligheder

Francois Fillon har været ude i de franske medier og undskylde over for det franske folk, at så mange af skatteydernes penge er endt i hans kones lommer.

Han har dog afvist, at det var ulovligt. Samtidig har han sagt, at hustruen faktisk har udført arbejde.

Ifølge magasinet tjente Fillons kone flere millioner kroner på at være hans assistent i parlamentet uden nogensinde at arbejde.

Også to af hans børn anklages for at have arbejdet for ham for skatteyderpenge.

Det er endnu uvist, hvad udmeldingen fra den franske anklagemyndighed præcist kan føre til.

Mulighederne er, at anklagemyndigheden i sidste ende dropper sagen, at de tager sagen videre ved at udpeger en undersøgelsesdommer eller sender sagen direkte i retten.

Fillon har sagt, at han vil droppe ud af præsidentvalget, hvis der bliver en formel undersøgelse af ham.

Første runde af det franske præsidentvalg finder sted 23. april.

Der skal formentlig være en anden valgrunde 7. maj mellem de to bedst placerede kandidater i første runde, hvis der ikke er en klar vinder af første valgrunde.

/ritzau/Reuters