Skyderiet på en avisredaktion i Annapolis, Maryland, der torsdag kostede fem mennesker livet, var et målrettet angreb.
Det oplyser politiet i byen ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Dette var et målrettet angreb mod Capital Gazette (avis, red.), siger Bill Krampf, fungerende politidirektør i Anna Arundel County.
Han tilføjer, at politiet endnu ikke kender gerningsmandens motiv, men understreger:
- Vi ved, at Capital Gazette havde modtaget trusler på de sociale medier. Vi prøver at finde ud af, hvilken konto det var, og hvem der har sendt dem.
Foreløbig er fem mennesker bekræftet omkommet efter angrebet, der fandt sted torsdag eftermiddag lokal tid.
Umiddelbart efter angrebet var meldingen fra politiet, at den mistænkte var en "hvid mand".
Politiet tilføjer natten til fredag dansk tid, at den mistænkte er sidst i 30'erne. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Han trængte ind på avisen og begyndte at smide røggranater, hvorefter han affyrede sit gevær mod sine ofre, oplyser politidirektøren.
- Denne person var forberedt på at komme ind. Denne person var klar til at skyde folk. Hans formål var at gøre skade på dem, siger Bill Krampf.
Politidirektøren afviser at identificere den mistænkte yderligere. Han tilføjer dog, at der er tale om en mand fra lokalområdet.
Politiet venter stadig på at få en ransagningskendelse til den mistænktes hjem.
/ritzau/