Polen-ekspert: Præsidenten blev bange efter protester

Polens præsident, Andrej Duda, skrotter parlamentets omstridte retsreform.

Polens præsident, Andrej Duda, vil alligevel ikke gennemføre regeringens omstridte retsreform. Han nedlægger veto og trodser dermed regeringen. Foto: Scanpix (Foto: © Janek Skarzynski, Scanpix)

Det var frygt, som i dag fik Polens præsident, Andrej Duda, til at skrotte to af parlamentets tre omstridte retsreformer.

Sådan lyder det fra lektor emeritus Svend Gottschalk Rasmussen, der har forsket i polske samfundsforhold på Syddansk Universitet, når han skal fortolke præsidentens opsigtsvækkende veto.

- Præsidenten er blevet bange for, hvad der ville ske. De store demonstrationer har gjort indtryk på ham. Og det er overraskende, for han har ellers lydigt gennemført det, som regeringen har lagt frem, siger han.

Med sit veto har præsident Duda bremset tiltag, der ville begrænse domstolenes uafhængighed.

- Jeg har besluttet at sende dem tilbage til Sejm (underhuset i parlamentet, red.), hvilket betyder, at jeg nedlægger veto mod loven om højesteret og loven om dommerrådet, siger Duda.

Pres fra dommere

Dudas beslutning kommer efter massive folkelige protester og flere klager fra EU.

Så sent som i går var folk på gaden for at demonstrere mod reformerne, der var vedtaget i begge parlamentets kamre.

Dudas underskrift var sidste instans, før de kunne blive lov.

Hos oppositionen er der glæde over præsidentens skridt:

- Der var ikke tale om en reform. Det var en overtagelse af domstolene. Jeg ønsker alle polakker tillykke. Det her er en stor succes, siger Katarzyna Lubnauer fra oppositionspartiet Nowoczesna.

Svend Gottschalk Rasmussen peger på, at især pres fra formanden for højesteretsdommerne har gjort indtryk på den polske præsident.

- Det har han haft svært ved at modstå, siger han.

Retsreformerne ville i praksis have givet regeringen kontrol over Højesteret, idet justitsministeren fik beføjelser til at udnævne dommere.

Desuden ville reformen have nedlagt et særligt dommerråd, hvor dommere og politikere udnævner dommere, som præsidenten godkender.

Vetoet fra præsidenten betyder også, at det er første gang, at præsident Duda lægger sig åbent ud med lederen af det regerende Lov- og Retfærdighedsparti (PiS), Jaroslaw Kaczynski.

- Formålet med vetoet er at få folk væk fra gaderne og få ro på. Og det må man også forvente, at det sker, siger Svend Gottschalk Rasmussen.

EU-pres uden effekt

Også EU har været en skarp kritiker af den polske regering og forslagene til retsreform.

EU-Kommissionen har talt om sanktioner og havde planlagt at sende en advarsel til regeringen i Warszawa. Også EU-præsident Donald Tusk, der selv er polak, er gået ind i sagen.

Polen modtager stor støtte fra EU-kassen - frem til 2020 sendes hele 640 milliarder kroner til Polen.

Men ifølge Svend Gottschalk Rasmussen har presset fra Bruxelles ikke spillet den store rolle.

- Det pres har næppe haft den store betydning. Der har jo været pres fra EU lige siden december 2015, da regeringen begyndte at pille ved forfatningsdomstolen. Og det pres har de været fuldstændig døve overfor, siger han.