Playboy-affæren: Nu kan alle høre hemmeligt bånd med Trump om tys tys-penge

Forholdet mellem Donald Trump og hans tidligere 'problemknuser' er blevet forværret.

Samtalen mellem Michael Cohen og Donald Trump fandt sted i september 2016, blot to måneder før det amerikanske præsidentvalg. (Foto: © Brendan MCDermid, Scanpix)

I sidste uge kom det frem, at Donald Trumps forhenværende advokat og ’problemknuser’, Michael Cohen, i al hemmelighed havde optaget en ellers fortrolig samtale med sin klient.

Her skulle de have talt om, hvordan de kunne betale den tidligere Playboy-model Karen McDougal for at få hende til at tie om en påstået affære mellem hende selv og den amerikanske præsident, der dengang var forretningsmand.

Nu har Michael Cohens egen advokat, Lanny Davis, valgt at offentliggøre lydoptagelsen, der blev optaget i september 2016 - to måneder før, at Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg.

Her talte de angiveligt om, hvordan de kunne købe rettighederne til Karen McDougals historie, som hun kort forinden havde solgt eksklusivt til mediehuset American Media, der ejer sladderbladet The National Enquirer.

I stedet for at trykke den, valgte bladet at 'begrave den', og derfor fik offentligheden aldrig kendskab til den påståede affære.

Og ifølge Lanny Davis viser optagelsen med tydelighed, at Donald Trump rent faktisk kendte til betalingen, hvilket han ellers har afvist, og at han selv foreslog at betale ”kontant”.

- Det er kun narkohandlere og mafiabosser, der taler om at betale ’kontant’, siger Lanny Davis i et interview med tv-stationen CNN, der har offentliggjort den godt to minutter lange optagelse.

Trump-lejren afviser

Det er flere steder utydeligt, hvad der bliver sagt - og af hvem.

Men ifølge et udskift fra CNN siger Michael Cohen, at han bliver nødt til at oprette et firma for ”at kunne tage sig af finansieringen”.

- Hvilken finansiering? spørger Donald Trump.

- Vi bliver nødt til at betale, siger Michael Cohen.

- Betal kontakt, siger Donald Trump herefter.

- Nej, nej, svarer Michael Cohen – hvorefter der er en person, der siger ordet ”check”.

Herefter stopper optagelsen.

Men den udlægning afviser Donald Trumps egen advokat, Rudy Giuliani, dog blankt.

Ifølge advokaten siger USA’s nuværende præsident omvendt, at Michael Cohen ”ikke skal betale kontant”.

- Med mindre man er komplet idiot, vil præsidenten på ingen måde oprette et firma og derefter betale, siger Rudy Giuliani i et interview med Fox News.

- Der er intet på denne optagelse, der skulle indikere, at der bliver begået en forbrydelse, siger han og betegner det samtidig som ”skandaløst”, at optagelsen overhovedet er blevet lækket til pressen.

Sådan er Michael Cohen forbundet med Karen McDougal og Donald Trump. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Forværret forhold

Rudy Giuliani erkendte i sidste uge over for The New York Times, at samtalen handlede om, hvordan de kunne købe rettighederne til Karen McDougals historie, men at den aldrig blev foretaget.

Men ifølge Lanny Davis må Trump-lejren frygte, hvad Michael Cohen ligger inde med af informationer, siden de offentligt går ud og miskrediterer ham.

- De frygter, at han kender til sandheden om Donald Trump. En dag vil han fortælle sandheden om Donald Trump, siger Lanny Davis til CNN.

Ifølge Karen McDougal fandt affæren med Donald Trump sted i 2006. (Foto: © Nicholas KAMM, Scanpix)

Det er ikke mere end et år siden, at Michael Cohen fortalte det amerikanske magasin Vanity Fair, at han ”ville tage en kugle” for den amerikanske præsident.

Siden da er deres forhold dog gradvist blevet dårligere, ikke mindst efter at Michael Cohen i april fik ransaget sit kontor, hotelværelse og private hjem af FBI.

Her beslaglagde de blandt andet en række dokumenter og 12 lydoptagelser med forbindelse til Donald Trump, og det mødte stor kritik fra præsidenten selv.

Men i juli sagde Michael Cohen i et interview med ABC News, at hans loyalitet først og fremmest ligger hos hans familie og hos hans land. Det vakte opsigt, og flere spekulerede efterfølgende i, om han nu har vendt sin tidligere chef ryggen, og om han er klar til at samarbejde med efterforskerne.

Hvis det viser sig, at Michael Cohen betalte Karen McDougal på vegne af Donald Trump, kan det være en overskridelse af de amerikanske regler for valgkampagners finansiering.

Michael Cohen har tidligere erkendt, at han betalte pornostjerne Stormy Daniels 130.000 dollars for at holde mund om en påstået affære med Donald Trump, angiveligt fra egen lomme.