Militante fra det forbudte kurdiske arbejderparti PKK har dræbt 15 tyrkiske soldater i et angreb mod en militærkonvoj i den sydøstlige del af landet, meddeler PKK søndag.
Præsident Recep Tayyip Erdogans kontor bekræfter, at der har fundet et angreb sted i Hakkari-provinsen, der ligger tæt på Tyrkiets grænse til Irak og Iran.
Regeringen har endnu ikke oplyst noget tabstal.
Hvis det bekræftes, at 15 tyrkiske soldater er dræbt, vil det være det hidtil blodigste PKK-angreb mod tyrkisk militær, siden våbenhvilen kollapsede i juli.
Tyrkiske medier noterer sig, at premierminister Ahmet Davutoglu har afbrudt en tur til Konya, hvor han skulle overvære en fodboldkamp, og i stedet indkaldt sine sikkerhedsrådgivere til et hastemøde i hovedstaden Ankara, skriver AFP.
/ritzau/Reuters