Pind vil give sine belgiske kolleger arbejdsro

Et hastemøde blandt EU's justitsministre skal vise belgierne solidaritet og gøre status, siger Søren Pind.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan siger, at Belgien har ignoreret tyrkiske advarsler om Ibrahim el Bakraoui, som menes at have sprængt sig selv i luften i Bruxelles internationale lufthavn i tirsdags. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)

Justitsminister Søren Pind (V) siger, at formålet med torsdagens ekstramøde blandt EU-landenes justitsministre først og fremmest er at vise solidaritet med det belgiske folk og høre en status fra de belgiske myndigheders side efter tirsdagens bombeangreb i Bruxelles.

- I de her dage er vi alle sammen meget stærkt berørt over det, der er foregået.

- Der vil være en kritik af myndighederne, som vi næsten altid ser det. Men nu skal vi lige give de belgiske myndigheder arbejdsro og samtidig også levne plads til, at vi mentalt kan følge med, siger Søren Pind ved ankomsten til mødet.

Han forventer også at høre fra sine belgiske kolleger, om der er oplagte forbindelser fra deres foreløbige efterforskning til andre lande i Europa.

Men ministeren vil hverken bidrage til kritikken af belgiernes efterforskning eller garantere, at der ikke i Danmark kan være tilfælde som det i Belgien, der af Tyrkiet beskyldes for at have overhørt meget klare advarsler om en af de mænd, der menes at have deltaget i tirsdagens selvmordsangreb.

- Mit generelle indtryk af danske myndigheder er, at de er rigtig dygtige - men jeg kan jo desværre ikke udstede nogle garantier, siger Søren Pind.

/ritzau/