Tirsdag aften nåede parterne i den ugelange pilot-konflikt i lavprisselskabet Norwegian til enighed.
- Vi har fået gennemført vores primære krav, som var at få en binding med moderselskabet, som giver piloterne i Skandinavien en højere garanti, siger en tilfreds formand for den norske fagforening Parat, Hans-Erik Skjæggerud, til NRK.
Fagforeningens primære krav har hele tiden været en tarifaftale med moderselskabet Norwegian og ikke, som piloterne frygtede, en aftale med et af selskabets datterselskaber.
Topchefen i Norwegian, Bjørn Kjos, mente imidlertid ikke, at der var tale om en tarifaftale, men ifølge Skjæggerud er fagforeningen tilstrækkeligt tilfreds med de garantier, man har fået.
Fagforening har givet sig på flere punkter
Fagforeningsformanden for Parat mener, at man har givet sig på flere centrale punkter.
- Begge parter giver sig i sådan en konflikt. Vi har givet os på pension og forsikring, og vi skal arbejde mere fleksibelt. Vi har givet efter for store beløb.
Selvom konflikten har holdt hårdt, og fagforeningen har følt sig nødsaget til at bede udenlandske, heriblandt også danske, fagforeninger om at tage del i konflikten, mener Skjæggerud dog ikke, at der kommer til at være dårlig stemning mellem parterne.
En del af den norske model
Skjæggerud hæfter sig ved, at konflikter er en del af den norske model, og at parterne normalt vender tilbage til deres normale forhold efter en konflikt.
- Vi har det fint med Kjos (Bjørn Kjos, topchef i Norwegian, red.). Sådan er det med det system, vi har; der kan være arbejdskonflikter, men der er også tradition for at komme videre.
Norwegian-trafikken i Danmark blev for alvor ramt sidste onsdag. Dagligt har op til 35.000 passagerer været berørt af strejken.