Mindst 2.600 er i skrivende stund gået bort, og smittede kæmper for at få behandling af for få læger og sygeplejersker.
Coronavirussets ofre ligger på overfyldte hospitalsgange og i private hjem i Hubei-provinsen, hvor udbruddet begyndte.
Trods imponerende billeder af et hospital bygget på rekordtid og optagelser af soldater, der erklærer corona krig, er virkeligheden, at sygehuse i byen Wuhan i Hubei-provinsen mangler alt fra handsker til erfarent personale.
Det fortæller kilder, jeg har talt med fra området, og det samme viser optagelser foretaget af lokale journalister, der senere er "forsvundet".
Patienterne i Wuhan og omegn lider ikke kun under den influenza-agtige sygdom og et uforberedt sundhedsvæsen, men også under en politisk kultur, hvis instinkt er at mørklægge kriser.
Os andre, der bor i Kina, er sluppet nemmere end de 60 millioner indbyggere i Hubei, der er indespærret i eget hjem.
Ikke desto mindre har corona ændret alt i verdens folkerigeste stat, og lammer tilværelsen for over en milliard på ubestemt tid.
Dette er min personlige og privilegerede beretning om, hvordan jeg har oplevet sygdommen, der fik Kina, en hel verden, og mig selv til at gå i panik.
Koalajagt downunder og hjem til et bange land
Jeg befandt mig langt fra min hjemby Shanghai, da situationens alvor stod klart. Jeg havde hørt om coronavirusset, der formentlig opstod på et dyremarked i Wuhan, allerede inden jeg rejste til Australien for at dække skovbrande midt i januar.
Men de kinesiske myndigheder mente, at virusset kun smittede fra dyr til mennesker.
I mine fem år i Kina har jeg ofte hørt om, at vi måske stod overfor et SARS-lignende udbrud, og jeg er med årene blevet mere resistent overfor 'ulven kommer'-meldinger.
Sideløbende med min jagt på udrydningstruede koalaer, holdt jeg dog øje med situationen.
Mandag den 20. januar trykkede sundhedsmyndigheder endelig på den store alarmknap, da de meddelte, at coronavirus smittede mellem mennesker.
De officielle statistikker vidnede stadig kun om et begrænset antal smittede, primært i Wuhan.
Venner i Shanghai bad mig købe beskyttelsesmasker med hjem, da de allerede var udsolgt. Jeg fornemmede, at det var et bange land, jeg skulle hjem til.
Frygt ej
Jeg tog min nyindkøbte maske på, da flyet fra Sydney landede i Shanghais Pudong-lufthavn. En australsk stewardesse, der sad ved nødudgangen, spurgte mig, om jeg var bange for at blive smittet, mens hun tog sit mundbind på. Jeg kunne sandfærdigt svare nej.
Jeg har dækket terrorangreb, jordskælv og har boet i Afghanistan. Corona skræmte mig ikke.
Symptomerne for de fleste smittede svarede til influenza og ifølge tilgængelige informationer, var sygdommen mest alvorlig for ældre og personer med et i forvejen svagt helbred.
Få timer efter min ankomst, stod jeg på terrassen i mit hjem og var på direkte i TV-Avisen.
DR's fotograf i Kina havde kørt 16 timer fra sine forældres hjemby, og ventet i timevis på motorvejen udenfor Shanghai, hvor bilister blev udspurgt om deres kørerute og fik målt temperaturen. Kina var allerede ved at lukke ned.
Alene hjemme i Shanghai
Verdens største årlige folkevandring op til kinesisk nytår efterlader altid østkystens megabyer deprimerende tomme. Men begyndelsen af rottens år kombineret med et virusudbrud varslede ilde.
Som på promenaden The Bund, Shanghais vartegn, hvor man for en gangs skyld kunne tage en selfie uden andre i billedet. Indbyggerne fik besked på at blive hos familien på landet, mens udlændinge sivede ud af landet.
I 21 Søndag den 2. februar kunne Philip Khokhar vise, hvor tomt der var på The Bund for en sjælden gangs skyld:
I dagene forinden havde jeg dækket sagen om Jyllands-Postens alternative version af det kinesiske flag. Kinesere, jeg interviewede på gaden i Jing’an-kvarteret, var stødte over tegningen.
Kun en enkelt kvinde svarede forsigtigt, at illustrationen efter hendes mening var kunst. Kommunistpartiets propagandister og internethær elskede at vende fokus væk fra regeringens fiasko med at bekæmpe virusudbruddet, om end kortvarigt. Men skuffelsen over tegningen var også reel hos kinesiske venner og bekendte.
En følelse af, at omverden var uvidende, måske lidt ligeglad med, hvad der foregik i Kina.
Et dansk kærestepar i Shanghai besluttede sig med ét døgns varsel for at rejse hjem til Danmark og efterlod mig deres indkøbsvarer, de ikke kunne nå at afbestille. De fleste butikker var lukkede, så det var en kærkommen hjælp, og jeg kunne ikke undgå at more mig over, at de havde bestilt 12 flasker Corona-øl.
Mens jeg bar varerne hjem til min lejlighed, overvejede jeg, om deres udrejse var en overreaktion, eller om jeg tog for let på situationen?
Især taget i betragtning, at jeg tvivler på de kinesiske myndigheders ærlighed i den slags kriser.
Den tomme millionby gjorde noget ved mig. Der bor 25 millioner i Shanghai. Nu føltes det, som om min genbo, der hængte vasketøj ud på altanen, og jeg var de eneste tilbageværende.
Kaos i Wuhan
Mens jeg kunne hygge mig med tomatsauce på glas og kølige øl efterladt af mine venner, voksede krisen i Wuhan dag for dag.
Det lykkedes mig at få fat i flere personer, der befandt sig i den nedlukkede by med 11 millioner indbyggere.
En af dem, Wang Weidong på 38 år, lå med en temperatur på 39 grader.
Han har været på hospitalet to gange, forgæves.
- Da jeg besøgte hospitalet i går, bad de mig om at få foretaget en test. Men køen var så lang, at jeg ikke havde kræfter til at vente, forklarede Weng Weidong over en internetforbindelse fra sin seng, mens han duppede panden med et hvidt håndklæde.
Nu lå Wang Weidong alene i en lejlighed, der tilhørte hans arbejde, så familien ikke blev smittet. Konen kom forbi med mad én gang om dagen.
Du kan møde Wang Weidong i indslaget her:
Weidongs historie stod i kontrast til den effektivitet, som kinesisk stats-tv rapporterede om med rørstrømsk underlægningsmusik. Kanaler viste en ivrig premierminister, Li Keqiang, omgivet af sundhedspersonale, der hoppede i en glædesrus, som ville være Nordkorea værdig.
Ingen tvivl om, at Kinas regering tog virusudbruddet alvorligt i starten af februar, men myndighederne i Wuhan havde kendt til udbruddets alvor, længe inden man informerede offentligheden.
Da regeringen anerkendte problemets omfang, havde fem millioner forladt Wuhan for at fejre kinesisk nytår andre steder, ligesom bystyret havde tilladt en nytårsbanket, hvor 40.000 familier samledes.
Klaustrofobi i Kina
Få dage efter aflyste SAS fly fra København til Beijing og Shanghai, efter en række internationale flyselskaber havde gjort tilsvarende dagene forinden.
USA, Australien og Singapore indførte som de første lande indrejseforbud for personer, der havde været i Kina indenfor to uger. Selvom den internationale sundhedsorganisation WHO advarede imod lukkede grænser, blev det hver dag mere kompliceret at rejse ind og ud af Kina.
I min vennekreds strandede folk i Kolding og i Melbourne, mens andre forlængede ferie i Kuala Lumpur, eller tog det første fly til Bangkok. En bekendt rejste til Fransk Polynesien, fordi han alligevel ikke kunne flyve tilbage til Kina.
Min ven i Beijing burede selv sig inde og bagte kager og dyrkede yoga, mens han glædede sig over den forlængede nytårsferie. "Hvad gør du?", spurgte vi konstant hinanden i WeChat-grupperne, mens vi udvekslede seneste nyt om sygdommen i et krydsfelt mellem videnskab og rygter.
Vi var fælles om noget. Ulempen var, at vi ikke talte eller tænkte på andet fra morgen til sen aften. Selv, når vi sov.
Fordomme mod fastlandskinesere
Da det gik op for mig, at Kinas lammelse ville vare uger – måske måneder – blev jeg bekymret for at blive låst inde i landet.
Forskere og læger udenfor Kina vurderede, at der formentligt var 10 gange så mange smittede, som tallene fra Kina viste. Kinesiske sundhedsmyndigheder erkendte også, at tallene i starten var konservative optællinger, der udelukkende tog højde for sikre tilfælde.
Min chef og jeg blev enige om, at jeg skulle rejse til Hongkong for en periode, hvorfra vi kunne se sygdommens udvikling an. Hongkong var endnu ikke omfattet af rejserestriktioner på samme måde som Fastlandskina. Jeg har aldrig set Pudong-lufthavnen i Shanghai så tom.
I Hongkong gik de fleste også med maske på, men ellers tog folk situationen mere afslappet. Ubekymrede var mange til gengæld ikke, når de hørte, at jeg boede i Shanghai.
Hongkong er en dyr by, og da jeg vidste, at det ville blive et lidt længere ophold, prøvede jeg at finde et hotel til en rimelig pris. På internettet så jeg et godt tilbud, men belært af erfaring ved jeg også, at hotelværelser i Hongkong kan være for billige – små rum og store kakerlakker.
Jeg bad om at se et værelse, inden jeg foretog en reservation. Receptionisten var på vej til at vise mig et værelse, lige indtil han spurgte, hvor jeg boede.
- Shanghai, svarede jeg naturligvis.
Få sekunder efter havde hotellet intet ledigt værelse til mig.
Hvad jeg oplevede, var dog kun en brøkdel af chikanen og de fordomme fastlandskinesere stødte på.
I forvejen er såkaldte mainlanders ofte upopulære blandt den Kina-kritiske del af befolkningen. Nu forbød flere restauranter og hoteller kunder fra Fastlandskina, selvom det var i strid med byens diskriminationslovgivning.
Det var ikke sjovt at være kineser i Asien, og helt umuligt, hvis passet stammede fra Hubei-provinsen.
Helten fra Wuhan
Torsdag den 6. februar strømmede det ind med beskeder på min mobiltelefon om den unge læge Li Wenliang. Aldrig har jeg set så mange vredesudbrud på kinesiske sociale medier som Sina Weibo og WeChat.
Li Wenliang var på få uger blevet landskendt, da han sammen med syv af sine kollegaer advarede sundhedspersonale i Wuhan imod en SARS-agtig virus omkring årsskiftet.
I stedet for at rose Li Wenliang for rettidig omhu, valgte myndighederne i Wuhan at indkalde ham til en kammeratlig samtale.
Politibetjente uden sundhedsfaglig ekspertise fortalte lægen, at han løj. Li Wenliang underskrev en erklæring, hvori han beklagede at have spredt falske rygter.
Historien om det "løgnagtige" sundhedspersonale nåede hele vejen til hovedstaden, hvor stats-tv også fortalte om Wuhans rygtemagere.
Fem uger senere var Li Wenliang død. Han havde brugt ugerne på at forsøge at redde patienter. I mellemtiden blev begge hans forældre smittet med corona, men de overlevede. Den unge læge efterlod sig sin gravide hustru og sin søn. Li Wenliang efterlod sig også en befolkning i chok.
Kinas hær af virtuelle rengøringsassistenter er gode til at fjerne protester på landets sociale medier. Denne gang var arbejdet omsonst, da vreden spredte sig med lynets hast.
Millioner krævede ytringsfrihed og udskammede myndighederne for deres svigt.
Regeringen i Beijing anklagede de lokale kommunistpartichefer i Hubei for inkompetence. Men Wuhans borgmester svarede, at styret i Beijing ikke tillod ham at fortælle offentligheden om udbruddet.
Corona – sund fornuft eller hysteri?
Efter fire ugers tilværelse i skyggen af corona, har mine hænder aldrig været så rene eller så ofte udsat for håndsprit. Mine mundbind indkøbt i Australien dækker stadig det meste af mit ansigt på gaderne i Hongkong, selvom flere læger og forskere tvivler på effekten af dem.
Nogle af byens indbyggere er gået i panik og hamstrer toiletpapir og frysetørrede nudler. I kvarteret Sheung Wan, hvor jeg bor, er her ingen kriseagtig stemning.
Faktisk går færre med maske, end da jeg ankom. Corona er en enerverende, men fast del af hverdagen i Hongkong, hvor der er konstateret 79 tilfælde.
Lige nu ser der ud til, at det er lykkedes de kinesiske myndigheder at holde størstedelen af corona-tilfældene indenfor Hubei-provinsen.
Alligevel læser jeg om danske turister langt fra Kinas grænser, der er bange. Om lande, der vil indføre karantæneregler for rejsende fra Kina. Om regeringer, der sender særfly til Asien for at evakuere statsborgere fra provinser og krydstogsskibe. Nogle af tiltagene bunder i fornuft. Andre er panik og symbolpolitik.
Som når store kinesiske byer kræver, at nyligt ankomne skal i 14 dages karantæne, selv hvis de kommer fra områder uden registrerede corona-tilfælde.
I dag skal en person fra Danmark i karantæne, hvis vedkommende kommer til Kina, men ikke omvendt. Den slags tiltag handler om at vise handlekraft - knap så meget om at udrydde corona.
Det samme gælder Kinas udvisning af tre journalister fra avisen Wall Street Journal, efter det som Kinas udenrigsministeriet kalder en racistisk overskrift på en leder i avisen. Velvidende, at journalisterne intet havde med lederen at gøre, skal tre dygtige journalister nu forlade Kina.
Det hjælper ikke på kampen imod corona. Det hjælper heller ikke, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, stadig ikke har fået lov til at besøge Wuhan.
Langt fra slut
Der er også medier, der skræmmer mere for tiden, end de informerer.
Som resultat får jeg beskeder fra venner og bekendte på den anden side af jorden, der er bange for corona.
Mit ærlige svar er, at lige nu skal de være mere bekymrede for at skvatte i en banan på fortovet, og om deres kæreste er dem utro. Situationen kan og vil måske ændre sig. Men corona er først og fremmest et kinesisk problem.
Snart hejser jeg det hvide flag og tager på ferie downunder. En ferie, der har været planlagt længe, inden nuttede koalaer og et usynligt virus vendte begyndelsen af 2020 på hovedet.
Når jeg på et tidspunkt vender hjem til Kina, kommer jeg måske i 14 dages hjemmekarantæne, selvom jeg kommer fra områder, hvor sandsynligheden for at få en meteor i hovedet er større end smitten fra dyremarkedet i Wuhan.
Der går mange måneder, før det her er slut.