Mystikken omkring det forsvundne Boeing 777 fly fra Malaysia Airlines, der fra det ene øjeblik til det andet mistede al radiokontakt, breder sig.
Nu viser det sig, at to af de passagerer om bord på flyet rejste under falske identiteter.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Om bord med stjålne pas
Det italienske udenrigsministerium fortæller, at italieneren Luigi Maraldi, der står på passagerlisten ikke var om bord på flyet.
Hans pas er blevet stjålet i Thailand.
En østriger er ligeledes på passagerlisten, men en talsmand fra det østrigske udenrigsministerium fortæller, at vedkommendes pas er blevet stjålet for to år siden.
Eksperter undrer sig
Flyet lettede fra den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur, fredag klokken 17.41 dansk tid og skulle efter planen lande i Kinas hovedstad, Beijing, klokken 23.30 dansk tid.
Efter omkring to timer i luften mistede man kontakt til flyet over Det Sydkinesiske Hav.
Flere eksperter har undret sig over, at flyet er forsvundet, da det er en meget sikker flytype. Desuden var vejrforholdene var gode, og flyet befandt sig i den sikreste fase af flyvningen.
Der er 227 passagerer om bord på flyet - heriblandt to spædbørn. Derudover er der 12 besætningsmedlemmer om bord.
En større eftersøgnings- og redningsaktion er i øjeblikket i gang i Det Sydkinesiske Hav.