Tusindvis af demonstranter er søndag aften gået på gaden i Maltas hovedstad, Valletta, med krav om, at premierminister Joseph Muscat træder tilbage, efter afsløringer af at hans stabschef og en af hans ministre ejer skuffeselskaber i skattely.
- Premierminister Joseph Muscat har mistet den moralske ret til at regere og bør træde tilbage, inden der sker mere skade, siger oppositionsleder Simon Busuttil i en tale ved demonstrationen.
Maltas opposition vil have en tillidsafstemning i parlamentet, fordi Muscat ikke har fyret sin energiminister, Konrad Mizzi, og sin stabschef, Keith Schembri.
De er begge nævnt i de såkaldte Panama-papirer, som er 11,5 millioner dokumenter om klienter hos advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama, der har specialiseret sig i at hjælpe med at flytte store summer over i skuffeselskaber i skattely.
Busuttil har rejst spørgsmålet om, hvorvidt der er en forbindelse mellem energiminister Mizzis skattely-selskab og salget af Maltas energiselskab til et kinesisk firma, privatiseringen af to hospitaler og flere andre beslutninger.
Sagen kort
- •
Oppositionslederen i Malta siger, at landet er blevet ført ind i en mørk gyde af korruption, vennetjenester, diskrimination, magtmisbrug og angreb på enhver, der kritiserer regeringen.
- •
Premierministeren siger, at han vil tage de "nødvendige beslutninger" om Panama-skandalen, når en intern undersøgelse er afsluttet.
- •
Energiminister Mizzi, som er det eneste siddende medlem af en regering i et EU-land, der nævnes i Panama-papirerne, erkender, at det var en fejl at oprette et selskab i Panama. Han har tilbudt at afvikle selskabet.
/ritzau/dpa