I flere år har de norske myndigheder forsøgt at få de to nordmænd, Joshua French og Tjostolv Moland, ud af DR Congo, hvor de blev dømt til døden for mord og spionage i 2009.
Forsøget har indtil videre været forgæves og nu delvist for sent. Søndag døde Tjostolv Moland i sin celle i DR Congos hovedstad, Kinshasa.
Det er uvist, hvad der er skyld i dødsfaldet, men det har fået familien til Tjostolv Moland og Joshua French til at råbe endnu højere op om, at de norske politikere ikke har gjort nok for at få de to dødsdømte ud af DR Congo i tide.
- De rødgrønne har gjort lidt, og oppositionen har heller ikke - med nogle få undtaget - været interesseret i at gøre noget i Congo-sagen. Tidligere udenrigsminister Støre omtalte dem som om, at de var kriminelle, skriver Joshua French' mor på bloggen "Free French and Moland".
Samme kritiske tone kommer fra Knut Moland, der nu har mistet sin søn.
- Tjostolv Moland er død. Det er historien om et varslet mord. Om og om igen har familien varslet udenrigsministeriet og udenrigsministrene Gahr Støre og Barth Eide om, hvad der kunne ske. Nu er Tjostolv død. Dødsdommen er eksekveret, skriver han på bloggen.
- Vanskelig situation
På en pressekonference søndag aften sagde den norske udenrigsminister, Espen Barth Eide fra Arbeiderpartiet, at han har forståelse for familiens kritik.
- Det har været en vanskelig situation længe, og nu har den fået det værst tænkelige udfald, siger udenrigsministeren til VG.
Han mener, at udenrigsministeriet har gjort alt, hvad der står i dets magt for at finde en løsning.
- Vi har haft politiske møder, brugt vores kontakter og både officielle og uofficielle kanaler. Jeg har mødt en congolesisk oppositionsleder i et forsøg på at bringe sagen op ad den vej, siger han.
Ingen svar på breve
Eide giver DR Congo skylden for, at det ikke er lykkedes at få de to nordmænd til Norge, og fortæller, at myndighederne ikke har svaret på de breve, der er blevet sendt i sagen fra den norske statsminister, Jens Stoltenberg, Storbritanniens udenrigsminister, William Hague og fra Eide selv.
- En udleveringsaftale er ganske almindelig mellem lande. I denne sag har DR Congo aldrig sagt nej til vores anmodninger, men de har heller ikke løst sagen. Det er normalt i international politik, at stater svarer på henvendelser fra andre. For os har det været meget frustrerende, forklarer Eide.
Søndag drog en repræsentant fra det norske udenrigsministerium til DR Congo i forsøget på at få Tjostolvs Molands båre og Joshua French hjem.
Udenrigsminister Eide tør dog ikke garantere, at Molands død vil gøre det muligt at få Joshua French til Norge:
- Sagen er tragisk nok nu, og vi kan ikke lade den blive mere tragisk. Det siger myndighederne i DR Congo, at de forstår, og de lover handling i sagen. Problemet er, at det har jeg hørt før, siger Norges udenrigsminister.
Dømt for mord på chauffør
Joshua French og Tjostolv Moland blev anholdt i DR Congo i 2009, hvor de blev anklaget for at have myrdet deres chauffør.
De to nægtede sig skyldige, men en militærdomstol dømte dem i september samme år til døden for mordet, for spionage og for våbentyveri.
Ifølge den congolesiske dom kom de to nordmænd ulovligt til DR Congo fra Uganda udstyret med våben.
Se de to nordmænd få deres dom og deres reaktion på den i et indslag fra Deadline i 2009:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:523b10a3a11f9d0d2091d1bc