Hvis man skal tro den sydkoreanske efterretningstjeneste, er Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un ikke bange for at slå hårdt ned på dem, der trodser ham.
Ifølge analytikere har den unge statsleder, siden han overtog magten for tre år siden, været i gang med en egentlig udrensning i det statslige apparat.
Alene i år skal den unge diktator have beordret dødstraffe til mindst 15 statsligt ansatte, heriblandt ministre og topembedsmænd.
Topminister henrettet for forræderi
I går kom turen tilsyneladende til landets forsvarsminister Hyon Yon-chol, som ifølge de sydkoreanske efterretninger måtte lade livet for forræderi.
Ifølge Sydkorea skulle ministeren været gået imod Kims befalinger og i øvrigt være faldet i søvn under et møde, hvor den øverste leder var til stede.
Hyon blev ifølge oplysningerne, som vel at mærke ikke kan verificeres på anden vis, henrettet ved brug af antiluftskyts foran hundredevis af tilskuere. Det skriver blandt andre BBC.
Dømte onkel til døden
Det er ikke første gang, at Kim Jong-un tager utraditionelle og brutale metoder i brug, når han skal skaffe sig af med modstandere.
I 2013 henrettede den øverste leder sin egen onkel og tætte vejleder, Chang Song-thaek.
Chang var gift med Kims moster, Kim Jung-ils søster, og var før sin død en af de personer, der var tættest på magten i Nordkorea.
Til forskel fra andre henrettelser blev Changs dødsdom bekræftet af det nordkoreanske styre på statsligt tv. Chang blev arresteret på et partimøde i december 2013, fundet skyldig i forræderi og henrettet umiddelbart efter.
Tv-serier og landsforræderi
Onklen, som var mentor for Kim Jong-un under hans overgang til statsleder efter sin fars død i 2011, blev henrettet sammen med adskillige af sine ledende medarbejdere.
Ifølge blandt andre The Telegraph og The Independent blev op mod 11 personer henrettet eller sendt i fangelejre som følge af deres relation til Chang.
Sydkoreanske rapporter, som ikke er bekræftet fra anden side, siger, at en af Changs viceministre blev henrettet ved brug af en flammekaster.
Flere af Changs allierede blev også dømt for at have været skørtejægere og for at have set sydkoreanske tv-serier.
Det er nemlig forbudt for Nordkoreas 24 millioner indbyggere at se film, nyheder og tv fra udenlandske medier. 80 personer skal være henrettet i 2012 for at bryde denne regel.
Dødsdom for druk under sørgeperiode
I 2012 var der ligeledes forlydener om, at en højtstående minister indenfor militæret var blevet henrettet med mortergranater for at have drukket sig fuld under den officielle sørgeperiode efter Kim Jong-ils død i december året før.
I starten af maj udsendte en amerikansk komité for menneskerettigheder i Nordkorea, HRNK, en række satellitbilleder, som skulle understøtte Sydkoreas oplysninger om, at Nordkorea foretager henrettelser ved brug af blandt andet antiluftskyts.
Det skrev blandt andet Washington Post.
Satellitbillederne viser ifølge instituttet en række personer, der er opstillet på række foran antiluftskytsmaskinpistoler ved et militært træningsområde nær den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang. Igen kan oplysningerne ikke bekræftes fra anden side.
Sandt eller falskt?
Selvom rapporterne fra Nordkorea er rystende, så er det ifølge Nordkorea-ekspert Geir Helgesen ikke til at sige, hvad der er sandhed, og hvad der er propaganda.
- Alle oplysninger fra både Nord- og Sydkorea kan stikkes i hoved og røv, for at sige det ligeud. For der er så meget fup og fidus, siger Geir Helgesen, som seniorforsker ved Nordisk Institut for Asiatiske Studier ved Københavns Universitet.
Det er eksempeltvis tidligere blevet rapporteret, at Kim Jong-uns ekskæreste var blevet henrettet for at sælge pornografi, og at Kims onkel, Chang, blev henrettet af vilde hunde.
Begge rapporter har siden vist sig at være falske.