For præcis et år siden i dag forsvandt gulvet under Demokraterne, da Donald Trump imod alle odds vandt præsidentvalget i USA.
Primærvalget, hvor socialisten Bernie Sanders klarede sig forbløffende godt, og derpå Hillary Clintons chokerende nederlag til Trump kastede det amerikanske parti ud i en dyb, eksistentiel krise, som stadig kradser.
Og uret tikker. For præsidentvalgkampe begynder meget tidligt i USA, så selv om der er tre år til næste valgaften, så har Demokraterne travlt med at finde en kandidat, som kan slå Donald Trump - under forudsætning af, at han altså undgår en rigsretssag.
Som et klart udtryk for krisen tegner der sig lige nu ingen klar frontløber i det demokratiske felt - i modsætning til valget i 2016, hvor Hillary Clinton var favorit længe inden, hun meddelte sit kandidatur.
Analytikere forudser, at Demokraternes primærvalg, som udpeger partiets præsidentkandidat, næste gang kan blive lige så åbent som Republikanernes i 2016, da 17 kandidater inklusive Trump var med i opløbet.
Her er nogle af de navne, som jævnligt nævnes i amerikanske medier:
De gamle populister
Avisen New York Times skriver, at mange demokrater abonnerer på alternative historier om, at partiet aldrig ville have tabt i 2016, hvis bare man havde nomineret enten senator Bernie Sanders eller tidligere vicepræsident Joe Biden.
De to veteraner menes at være gjort af det stof, som skal til for at duellere mod en politisk ukorrekt modkandidat som Trump.
Joe Biden vakte for eksempel opsigt, da han under valgkampen sidste år drømte om at invitere Trump til et skolegårdsslagmål. På samme måde opfatter mange Bernie Sanders som præsidentens ligemand, når det kommer til populisme - omend den har vidt forskellige udtryk.
For de to herrers kandidatur taler også, at Bernie Sanders ifølge en nylig meningsmåling er den populæreste politiker i USA, mens Joe Biden appellerer til de samme hvide arbejderklassevælgere, som sikrede Trump sejren.
Den måske største hindring for Sanders og Biden er deres alder: De vil være henholdsvis 79 og 78 i november 2020.
Partisoldaterne
En anden hæmsko for Bernie Sanders kunne være, at han kun er demokrat i mangel af et bedre - mere socialistisk - alternativ.
Så skulle partiet vælge at satse på venstreorienteret populisme, kunne senator Elizabeth Warren være en mere oplagt kandidat, fordi hun er mere helhjertet demokrat.
New York Times skriver, at Warren ideologisk udgør en god mellemting mellem Bernie Sanders og Hillary Clinton, og de meget tidlige meningsmålinger viser, at hun absolut ville være en stærk kandidat i 2020 - hvis hun altså stiller op.
Blandt de andre senatorer og partisoldater med mulige præsidentambitioner nævnes Cory Booker og Kamala Harris, som er blevet en stjerne hos Demokraterne, efter hun udsatte Trumps udvalgte til poster i Det Hvide Hus for hårde spørgsmål under høringer i Senatet.
Hvis vi kigger udenfor Senatet, er der en håndfuld nuværende eller tidligere guvernører, som kunne tænkes at gå efter præsidentposten - for eksempel Martin O’Malley, som nogen måske kan huske fra primærvalgkampen i 2016, hvor han sluttede på en tredjeplads langt efter Sanders og Clinton.
Kendisserne
Den mest radikale løsning på Demokraternes problem er samtidig ret oplagt: Man kunne prøve at kopiere Republikanernes vinderstrategi fra 2016 og nominere en person, som fortrinsvis er kendt for noget andet end politik.
Læg dertil, at kandidaten - ligesom Trump - gerne må en betragtelig personlig pengetank, og så ender vi på navne som Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg og tv-stjernen Oprah Winfrey.
Både Zuckerberg og Winfrey har i år foretaget sig ting, der med lidt god vilje kunne tyde på, at de overvejer muligheden.
Ingen af dem har dog meldt sig ind i kampløbet endnu - til forskel fra skuespilleren Dwayne Johnson - bedre kendt som "The Rock" - der meddelte sit kandidatur i sommers. Den officielle meddelelse kom dog i satireprogrammet 'Saturday Night Live', hvor Oscarvinderen Tom Hanks samtidig blev præsenteret som The Rock's vicepræsidentkandidat.
Historier om Dwayne Johnsons kandidatur betegnes derfor foreløbig som falske, men som Donald Trump lærte os for præcis et år siden, skal man ikke udelukke noget i amerikansk politik.