OVERBLIK Gerningsmændene bag terrorangreb i Bruxelles

Tre personer er identificeret som gerningsmænd til terrorangrebet mod Bruxelles. Mindst en formodet terrorist er stadig på fri fod.

Brødrene Brahim el-Bakraoui (v) og Khalid el-Bakraoui (h) menes at være hovedmændene bag terrorangrebet i Bruxelles 22. marts. (Foto: © INTERPOL / HANDOUT, Scanpix)

Siden et koordineret terrorangreb ramte Bruxelles' Zaventem Lufthavn og metrostationen Maelbeek 22. marts, er en række personer blevet udpeget af myndighederne og medier som gerningsmænd og eftersøgte, mulige gerningsmænd.

Terrorangrebet i Belgiens hovedstad dræbte 35 og sårede 300 personer.

Her er et overblik over, hvem der er blevet udpeget som terroristerne bag angrebene i Bruxelles.

Lufthavnen

Tre personer menes at have udført terrorangrebet i Bruxelles' Zaventem Lufthavn:

Ibrahim el-Bakraoui

Ibrahim el-Bakraoui sprængte sig selv i luften i lufthavnen sammen med Najim Laachraoui.

Han blev identificeret som en af de centrale skikkelser i terrorangrebet, da overvågningsbilleder fra lufthavnen fangede de tre formodede gerningsmænd.

Tre formodede terrorister fanget af et overvågningskamera i Zaventem lufthavnen i Bruxelles. Ibrahim el-Bakraoui er manden i midten.

Ibrahim el-Bakraoui har tidligere været i politiets søgelys for omfattende kriminalitet.

Ifølge Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan udviste landet Ibrahim el-Bakraoui i sommer og advarede Holland og Belgien om ham.

Najim Laachraoui

Najim Laachraoui (Foto: © handout, Scanpix)

Sammen med Ibrahim el-Bakraoui udløste den 24-årige Najim Laachraoui ifølge myndighederne en bombe i lufthavnen i Bruxelles.

Han var allerede eftersøgt af politiet mistænkt for at stå bag terrorangrebet i Paris i november sidste år, hvor syv terrorister dræbte 130 mennesker med skudmassakrer og selvmordsbomber.

Han blev dog i første omgang efterlyst af myndighederne i december under et andet navn. Det var først i den forgangne weekend, efter at politiet i Belgien havde anholdt Salah Abdeslam, som er sigtet for at have deltaget i terrorangrebet i Paris, at Najim Laachraoui blev efterlyst under sit eget navn.

I sidste uge oplyste belgiske myndigheder, at hans dna var blevet fundet på en selvmordsbombevest fra Stade de France, Frankrigs nationalstadion, og på et stykke tøj fra spillestedet Bataclan.

Den ukendte gerningsmand

Politiet leder stadig efter den mand, der gik sammen med Ibrahim el-Bakraoui og Najim Laachraoui i lufthavnen. (Foto: © ho, Scanpix)

Manden i hvidt til højre på overvågningsbilledet fra lufthavnen er stadig på fri fod og efterlyst af belgisk politi. Myndighederne mener, at manden efterlod sin bombe i lufthavnen uden at detonere den.

Flere belgiske medier skrev efter angrebet, at manden på billedet hed "Faycal C". En mand ved navn Faycal Cheffou blev anholdt af belgisk politiet i torsdags, men mandag løslod belgisk politi ham på grund af manglende beviser.

Nogle belgiske medier har i stedet peget på den 31-årige belgier Mohamed Abrini som den tredje mand i lufthavnen. Abrini har direkte forbindelse til terroristerne bag angrebet i Paris 13. november 2015 og er blandt de mest eftersøgte mænd i Europa.

Belgisk politi offentliggjorde tidligere på ugen en video af manden i den hvide jakke, og man har bedt offentligheden om hjælp til at identificere ham.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:56f9133d6187a40ffc21142e

Metrostationen

Myndighederne har indtil videre kun udpeget en enkelt gerningsmand bag terrorangrebet mod metrostationen Maelbeek:

Khalid el-Bakraoui

Khalid el-Bakraoui (Foto: © INTERPOL / HANDOUT, Scanpix)

En lille time efter, at bomberne sprang i lufthavnen, detonerede 27-årige Khalid el-Bakraoui en bombe ved metrostationen Maelbeek.

Han er ligesom sin bror kendt af politiet for tidligere kriminalitet.

Khalid el-Bakraoui var heftigt eftersøgt på gerningstidspunktet, fordi han havde brugt falsk id til at leje flere lejligheder, der blev brugt af nogle af de terrorister, som angreb Paris 13. november 2015.

Ukendt metrobomber?

Politikilder har fortalt belgiske og franske medier, at de leder efter endnu en gerningsmand i forbindelse med angrebet på metrostationen Maelbeek.

Det er dog ikke bekræftet af belgiske myndigheder.

Kilder: Reuters, BBC, Le Soir, AFP