Søndag aften landede Ryanairs Flight FR4978 i Litauens hovedstad, Vilnius.
Omkring syv timer forsinket og adskillige passagerer fattigere end ved afgangen fra Athen i Grækenland.
Kort inden ankomsten til Vilnius landede flyet nemlig i stedet i Hvideruslands hovedstad, Minsk, hvor systemkritikeren Roman Protasevitj og hans kæreste, Sofija Sepaga, blev anholdt.
Men hvordan gik det egentlig til, da en ellers rutinemæssig Ryanair-flyvning udviklede sig til, hvad EU-ledere de seneste dage har omtalt som "statsterrorisme" og "flykapring"?
Det kigger vi nærmere på her.
Paranoia i Athen
Søndag kl. 9.29 dansk tid lettede Ryanair-flyet fra den græske hovedstad. Ombord på Boeing 737-800-flyet var 126 passagerer - herunder Roman Protasevitj.
Ifølge de græske myndigheder havde systemkritikeren været i Grækenland for at deltage i en konference sammen med den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja.
Inden afgangen fra Athen havde Roman Protasevitj følt, at en skaldet mand fulgte ham og tog billeder af ham.
Det fremgår af beskeder, som han offentliggjorde på det sociale medie Telegram, beretter New York Times.
Pludselig kursændring efter bombemelding
Kort før klokken 12 dansk tid befandt FR4978 sig over Hviderusland - også kaldet Belarus.
Det var tid til at spænde sikkerhedsselen og rette ryglænet op, da flyet havde påbegyndt sin nedstigning mod Vilnius. Men flyet landede ikke i den litauiske hovedstad.
For blot 72 kilometer fra flyets destination foretog det pludselig en skarp højredrejning. Indtil nu havde alt ved flyvningen virket roligt og normalt, har flere passagerer oplyst, men det ændrede den pludselige kursændring på.
Inde i cockpittet lå piloterne inde med en dramatiske oplysninger, som ikke var passagererne bekendt.
Ifølge et udskrift, som Hvideruslands transportministerium har offentliggjort, havde den hviderussiske luftfartskontrol kontaktet cockpittet klokken 11.30, da flyet fløj ind i Hvideruslands luftrum.
"I har en bombe ombord, og den kan blive aktiveret over Vilnius", lød meldingen ifølge BBC.
Selv om flyet var tættest på Vilnius, fik det besked på at lande i Minsk, så klokken 11.46 skiftede flyet kurs.
- Vi panikkede, fordi vi troede, vi ville styrte, lyder beretningen fra den litauiske passager Raselle Grigoryeva over for ABC News.
- Der var et pludseligt dyk, der ændrede flyvehøjden meget drastisk. Det var meget voldsomt. Jeg har aldrig haft det sådan ombord på et fly. Alle var i chok, siger hun.
Udenfor fulgte et hviderussisk MiG-29 kampfly passagerflyet.
Ifølge BBC gik der 15 minutter, før kaptajnen gav en melding over flyets samtaleanlæg. Her fortalte han, at flyet var blevet omdirigeret i østlig retning mod Minsk.
Frygt hos Protasevitj
Meldingen fra kaptajnen fik Roman Protasevitj til at rejse sig, lyder det fra den litauiske medpassager Mantas.
- Vi så ham rejse sig op og hurtigt give computeren og mobilen til sin kæreste. Han skulle nok have givet dem til en anden på flyet, siger han.
Efter omdirigeringen henvendte systemkritikeren sig til nogle af de andre passagerer og sagde, at han risikerede dødsstraf.
- Han skreg ikke, men det var tydeligt, at han var meget bange, siger passageren Edvinas Dimsa ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Det lignede, at hvis vinduet havde været åbent, så var han hoppet ud.
Anholdelse i Minsk
Klokken 12.16 dansk tid landede flyet i Minsk. Her blev flyet omringet af blandt andet hviderussiske sikkerhedsfolk, brandmænd og lufthavnsansatte.
På det tidspunkt var passagererne ifølge BBC ikke bekendt med meldingen om en bombetrussel.
Men meldingen var tydeligvis en finte, mener passageren Saulius Danauskas.
Folk stod omkring flyet uden at gøre noget og så fint tilfredse ud, siger han til BBC.
- De lukkede os ikke ud, før der var gået en halv time. Hvis der var en bombe ombord, hvorfor lukkede de os så ikke ud?
Passagerne blev bedt om at inddele sig i grupper á fem personer, hvorefter de fik tjekket deres baggage.
En unavngiven passager siger til mediet Delfi, at Roman Protasevitj skælvede, da han forlod flyet.
- Vi spurgte ham, hvad der foregik. Han sagde 'der venter mig en dødsstraf her'.
Flere passagerer manglede
Under det opsigtsvækkende stop i Minsk blev der ikke fundet nogen bomber, men Roman Protasevitj blev anholdt.
Flere vidner siger ifølge BBC, at han straks gav sig til kende og øjensynligt fik konfiskeret sit pas. Herefter blev han eskorteret til lufthavnsterminalen.
De næste par timer måtte resten af passagererne vente i terminalen, mens deres baggage og dokumenter blev gennemgået.
Det hviderussiske transportministerium har siden sagt, at der var tale om en bombetrussel fra den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse. En påstand, som Hamas afviser.
Den tyske kansler, Angela Merkel, har kaldt den hviderussiske udmelding for "komplet usandsynlig".
Først efter syv timer fik flyet lov til at foretage den korte flyvetur til Vilnius.
Med ombord var 121 af de oprindelige 126 passagerer.
Roman Protasevitj og hans kæreste var to af de manglende passagerer. De tre resterende passagerer blev ikke identificeret af myndighederne, og det gav anledning til spekulationer om, hvorvidt der var agenter fra den hviderussiske sikkerhedstjeneste KGB med ombord.
Og det er nogle spekulationer, som Ryanair-chef Michael O’Leary ikke har været bleg for at sætte turbo under.
- Vi mener, at der var nogle KGB-agenter, der også blev læsset af flyet, sagde han i går til det irske medie Newstalk.
Hos hviderussisk stats-tv er meldingen, at spekulationerne er "syge fantasier og fiktion".
Der er stadig ubesvarede spørgsmål
Klokken 20.26 landede flyet endelig i Vilnius.
Her stod et stort presseopbud klar for at blive klogere på den dramatiske flyvning. Flere af spørgsmålene mangler der stadig svar på.
Herunder hvilken skæbne, der venter Roman Protasevitj og Sofija Sepaga.
Siden har EU besluttet at lukke unionens luftrum for fly fra Hviderusland og nået til enighed om sanktioner, der vil blive præsenteret inden for nærmeste fremtid.
Flere passagerer satte ord på deres oplevelser efter ankomsten til Vilnius:
I går offentliggjorde hviderussisk stats-tv et opsigtsvækkende klip med Roman Protasevitj.
- Jeg kan fortælle, at jeg ikke har nogen helbredsproblemer. Jeg fortsætter med at samarbejde med efterforskerne og tilstår at have organiseret masseoptøjer i Minsk, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Flere oppositionsfolk og Roman Protasevitjs far har dog sat spørgsmålstegn ved videoklippet, som de betegner som propaganda fra regimets side.
De mener, at tilståelsen er givet under tvang.