OVERBLIK Det ved vi om varevogn-angreb i Toronto

10 personer blev dræbt, da en varebil bevidst påkørte fodgængere på en strækning på en-to kilometer.

"Det rene blodbad".

Sådan beskrev en hospitalsleder situationen i Toronto i Canada efter en varebil mandag først på eftermiddagen lokal tid bevidst påkørte fodgængere.

10 personer blev dræbt og 15 såret under det, som ifølge politichefen i Toronto ligner en bevidst handling.

Myndighederne har nedtonet en forbindelse til terrorisme ved at sige, at der ikke umiddelbart eksisterer en større trussel mod den nationale sikkerhed.

Her er et overblik over, hvad vi ved om angrebet:

Bad politiet dræbe sig

Det første opkald til politiet kom ind klokken 13:30 lokal tid (19:30 dansk tid).

Øjenvidner fortalte, at en hvid varevogn fra et udlejningsfirma var kørt op på fortovet og ramte fodgængere på den travle Yonge Street i den nordlige del af storbyen Toronto.

Angrebet skete på et tidspunkt, hvor fortovene var fyldt med mennesker, som holdt frokostpause, siger øjenvidner.

Varevognen fortsatte med at påkøre fodgængere i høj fart på en en-to kilometer lang strækning.

Grafik: Mads Rafte Hein.

25 minutter efter angrebet begyndte, anholdt politiet en 25-årig mand, der steg ud af den ødelagte varevogn i en sidegade til Yonge Street.

Manden forsøgte tilsyneladende at få politiet til at dræbe sig ved at lade som om, at han havde en pistol og blandt andet råbe "skyd mig i hovedet".

En betjent, som stod ansigt til ansigt med den formodede gerningsmand, holdt dog hovedet koldt og fik ham pacificeret.

Den anholdte

Politiet har identificeret den anholdte som 25-årige Alek Minassian, der bor i Richmond Hill, en forstad til Toronto.

Den canadiske public service-station CBC skriver, at Alek Minassian på sociale medier står opført som studerende ved Seneca College, der ligger i den del af Toronto, hvor angrebet skete.

Nyhedsbureauet Reuters oplyser, at Minassian fulgte et uddannelsesprogram for elever med særlige behov.

Se de første videoer fra gerningsstedet:

Tidligere klassekammerater beskriver Minassian som en enspænder.

Politiet har endnu ikke offentliggjort noget om gerningsmandens motiv. Men den canadiske minister for offentlig sikkerhed har udtalt, at angrebet tilsyneladende ikke udgør nogen større trussel for den nationale sikkerhed.

Alek Minassian var ikke kendt af politiet i forvejen.

Han vil blive fremstillet i retten klokken 16 dansk tid, hvor politiet vil fortælle, hvad de vil sigte ham for.

G7-møde i byen

Angrebet i Toronto sker, mens byen er vært for et ministermøde i G7-samarbejdet.

Det traditionelle famiilefoto ved G7-mødet i Toronto. (Foto: © Chris Young, Scanpix)

Udenrigsministre og sikkerhedsministre fra verdens syv mest udviklede økonomier plus EU holdt møde om blandt andet Rusland, Syrien og den palæstinensiske konflikt i en bygning, der ligger cirka 30 kilometer fra gerningsstedet på Yonge Street.

Endnu er der intet, som tyder på en sammenhæng mellem angrebet og G7-mødet.

Terror i Canada

Myndighederne i Canada har ikke betegnet angrebet i Toronto som terror. Tværtimod har den canadiske regering nedtonet en forbindelse til terrorisme.

Canada har historisk set oplevet en lang række terrorangreb med vidt forskellige motiver fra separatisme i provinsen Quebec til abortmodstand.

De seneste årtier har islamistiske ekstremister gennemført flere angreb, mens andre er blevet bremset i planlægningsfasen.

30. september 2017 blev en politimand kørt ned og bagefter stukket med kniv i Edmonton i provinsen Alberta. Under en efterfølgende flugt ramte og sårede den formodede gerningsmand fire fodgængere med en anden bil. Sagen efterforskes som et islamistisk terrorangreb.

Siden 2016 har der været en stribe episoder, hvor køretøjer bevidst er blevet brugt som våben ved angreb i Europa og USA:

2017

  • 31. oktober: Otte personer blev dræbt og 11 alvorligt såret, da en varevogn påkørte cyklister og fodgængere på Manhatten i New York. En 29-årig usbeker blev efterfølgende anholdt og anklaget for drab og drabsforsøg.

  • 17. august : 13 mennesker blev dræbt, da en varevogn påkørte fodgængere på La Rambla i Barcelona. Føreren af varevognen blev dræbt af politiet under et nyt bilangreb i byen Cambrils den efterfølgende nat.

  • 19. juni: En 48-årig britisk mand påkørte fodgængere foran en moské i det nordlige London. En døde og ti personer blev kvæstet. Manden blev anholdt på stedet.

  • 3. juni : En hvid varevogn påkørte i høj fart fodgængere på London Bridge i den britiske hovedstad, før tre gerningsmand steg ud af varevognen og overfaldt tilfældige personer med knive.

  • I alt døde syv ofre, mens 48 blev kvæstet. De tre gerningsmænd blev dræbt af politiet.

  • 7. april: En lastbil kørte ind i en menneskemængde på Drottninggatan i den centrale del af den svenske hovedstad, Stockholm.

  • Lastbilen bragede bagefter ind i parfumeafdelingen i varehuset Åhléns, hvor den brød i brand.

  • Fire personer mistede livet, og 15 blev såret ved angrebet.

  • En 39-årig mand fra Usbekistan blev anholdt og mistænkt for angrebet, som politiet behandlede som et terrorangreb.

  • 22. marts: En mand kørte en Hyundai 4x4 ind i fodgængere ved Westminster Bridge tæt ved det britiske parlament, Westminster, i London.

  • Han kørte ind i et hegn og forsøgte bagefter at tvinge sig adgang til parlamentet, men blev skudt og dræbt under forsøget.

  • Fem døde, og omkring 50 blev såret i angrebet. Gerningsmanden var en 52-årig mand ved navn Khalid Masood. Islamisk Stat tog skylden for angrebet.

2016

  • 19. december: En 40 ton tung lastbil blev kørt direkte ind i boder og gæster på et julemarked i det centrale Berlin. 12 personer blev dræbt, og op mod 50 blev såret.

  • En tuneser ved navn Anis Amri kørte lastbilen. Amri opholdt sig ulovligt i Tyskland, efter at han havde fået afvist sin asylsag. Fire dage efter angrebet blev Amri skudt og dræbt af politiet i den italienske by Milano. Islamisk Stat tog skylden for angrebet.

  • 14. juli: En mand pløjede en lastbil gennem en menneskemængde, der var forsamlet for at se fyrværkeri på Bastille-dagen i den sydfranske by Nice.

  • I alt mistede 86 mennesker livet, og flere end 300 blev såret.

  • Det var den 31-årige tuneser Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, der kørte lastbilen. Han blev skudt og dræbt af politiet. Islamisk Stat kaldte ham en af den ekstremistiske gruppes soldater.

Kilder: CBC, BBC, New York Times, Reuters, AP.