Hvad vidste Donald Trump egentlig om de 130.000 dollar, som pornoskuespillerinden Stephanie ”Stormy Daniels” Clifford fik for at holde mund om sin påståede affære med USA’s præsident?
Det er spørgsmålet, som lige nu optager både de amerikanske medier og den politiske verden.
I dag har Donald Trump nemlig erkendt, at penge, som blev overført til hans personlige advokat, Michael Cohen, blev brugt til at betale Stormy Daniels til tavshed.
Det er ellers noget, som Michael Cohen tidligere har afvist.
Og præsidenten har selv udtalt, at han aldrig havde hørt om betalingen, før sagen begyndte at rulle i medierne.
DR Nyheder har samlet de mest centrale citater om de omblæste dollars i sagen, der ifølge Stormy Daniels har sit udspring for snart 12 år siden:
2006-2007
Juli: Stormy Daniels møder Donald Trump, og den påståede affære finder sted. Ifølge Stormy Daniels selv fortsætter den ”et godt stykke” ind i 2007.
2016
August: Præsidentvalget er i gang, og Stormy Daniels prøver at sælge sin historie til pressen.
28. oktober: Stormy Daniels indgår en fortrolighedsaftale med Donald Trump gennem hans personlige advokat, Michael Cohen. Advokaten overfører 130.000 dollar til Stormy Daniel igennem sit nyoprettede aktieselskab, Essential Consultants.
8. november: Donald Trump vinder præsidentvalget.
2018
12. januar: Avisen Wall Street Journal skriver for første gang om fortrolighedsaftalen og de 130.000 dollar.
Ifølge en udtalelse fra Michael Cohen "afviser Trump på det kraftigste", at der har været en affære. Det samme gør Stormy Daniels.
- Mit forhold til Donald Trump har udelukkende handlet om et par offentlige optrædener og intet mere end det, siger hun i en udtalelse, som Michael Cohen viderebringer.
- De her rygter har kørt igen og igen siden 2011, understreger Michael Cohen.
13. februar: Michael Cohen anerkender, at han "af egen lomme" har betalt pengene til pornostjernen.
- Hverken Trump-organisationen eller Trump-kampagnen var en del af overførslen med frøken Clifford, og der var ingen af dem, der refunderede betalingen – hverken direkte eller indirekte, udtaler han i en skriftlig kommentar til avisen The New York Times.
Ifølge Stormy Daniels' advokat Keith Davidson stemmer det "helt overens med det, som han (Michael Cohen, red.) fortalte mig på det tidspunkt, hvor transaktionen fandt sted".
Meldingen fra Michael Cohen kommer, efter at antikorruptions-vagthunden Common Cause har bedt myndighederne om at undersøge, om de 130.000 dollar var i strid med landets stramme regler for kampagnebidrag.
Men ifølge Michael Cohen selv er der ikke noget at komme efter.
- Betalingen til frøken Clifford var lovlig, og der var hverken tale om et kampagnebidrag eller en kampagneudgift.
22. februar: Det Hvide Hus’ talsmand Ray Shah kan ikke svare klart på, om Donald Trump vidste, at hans advokat betalte Stormy Daniels.
- Jeg har ikke spurgt ham om det, siger han.
6. marts: Stormy Daniels lægger sag an mod Donald Trump, fordi han ikke har underskrevet fortrolighedsaftalen.
Hun vil derfor have den ophævet, så hun kan udtale sig offentligt om den påståede affære.
7. marts: Donald Trumps talskvinde, Sarah Huckabee Sanders, siger, at præsidenten – så vidt hun ved – ikke er bekendt med betalingen på det givne tidspunkt.
- Alle yderligere spørgsmål må du stille hans rådgivere uden for huset, siger hun til en journalist under et pressemøde.
Her understreger hun samtidig, at præsidenten blankt afviser beskyldningerne.
- Denne sag er allerede blevet vundet ved en voldgiftsret, siger Sarah Sanders Huckabee.
9. marts: Michael Cohen siger til ABC News, at han tog et lån i sit hus for at betale pengene til Stormy Daniels.
Her afviser han samtidig, at der skulle være noget odiøst i, at han har brugt sin officielle Trump-medarbejdermail til at kommunikere med Stormy Daniels advokat om betalingen.
- Jeg har mere eller mindre brugt den til alt. Det er jeg sikker på, de fleste mennesker kan relatere til, siger han.
13. marts: Stormy Daniels tilbyder at betale de 130.000 dollars tilbage, hvis hun kan få annulleret fortrolighedsaftalen.
Hun vil samtidig også have lov til kunne ”bruge og offentliggøre alle beskeder, billeder og/eller videooptagelser vedrørende præsidenten, som hun muligvis er i besiddelse af” uden risiko for at blive straffet bagefter.
26. marts: Stomy Daniels bliver interviewet i programmet '60 Minutes' om den påståede affære.
Her påstår hun blandt andet, at hun er blevet truet til tavshed af en ukendt mand på en parkeringsplads.
6. april: Donald Trump bliver for første gang spurgt ind til sagen.
Her afviser han, at han kender til pengene. Og han vil heller ikke svare på, hvorfor Michael Cohen overførte pengene, eller hvor han fik pengene fra.
- I må spørge Michael Cohen. Michael er min advokat. I må spørge Michael, lød det fra Donald Trump.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5aeaa0556187a41cacf6cbe3
9. april: FBI ransager Michael Cohens kontor, hotelværelse og hjem, og ifølge The New York Times er de blandt andet på jagt efter dokumenter om Stormy Daniels-betalingen.
Ifølge præsidenten er der tale om "en total heksejagt".
3. maj: Donald Trumps nye advokat, tidligere New York-borgmester Rudy Guiliani, siger i et interview med Fox News, at Donald Trump ”tilbagebetalte” de 130.000 dollar til Michael Cohen, som han brugte på at betale Stormy Daniels.
- Pengene blev kanaliseret gennem (Michael Cohens, red.) advokatfirma, og præsidenten betalte dem tilbage, siger Rudy Guiliani.
Han understreger, at der ikke var tale om kampagnemidler.
Præsidenten skriver efterfølgende i en række tweets, at Michael Cohen fik et månedligt forskudshonorar, som han brugte til at betale Stormy Daniels.
- Hr. Cohen, en advokat, modtog et månedligt forskudshonorar – der ikke kom fra kampagnen, og som ikke havde noget som helst at gøre med kampagnen – som han brugte, gennem tilbagebetaling, til at indgå en privat kontrakt mellem to parter, også kendt som en fortrolighedsaftale, skriver USA’s præsident på det sociale medie.
Donald Trump understreger, at disse aftaler ”er meget normale blandt berømtheder og rige mennesker”, og at aftalen blev brugt til ”at sætte en stopper for de falske affære-beskyldninger, hun fremsatte for at afpresse mig for penge”.
Talskvinden Sarah Sanders Huckabee siger efterfølgende under et pressemøde, at Det Hvide Hus til at begynde med ikke kendte tilbagebetalingen til Michael Cohen.
Det er først noget, de har fundet ud af på et senere tidspunkt.
4. maj: Donald Trump siger, at der "ikke er blevet ændret på nogle forklaringer" om pengene til Stormy Daniels.
- Rudy er en fantastisk fyr, men han er først begyndt at arbejde for mig for en dag siden, siger præsidenten under en presseseance foran Det Hvide Hus.
- Rudy ved, at det er en heksejagt. Han begyndte i går, og han skal nok få styr på kendsgerningerne.
Rudy Giuliani siger selv i et interview med NBC News, at det først er for en uge siden, at det er gået op for Donald Trump, hvad pengene til Michael Cohen rent faktisk er blevet brugt på.
- Jeg tror ikke, at præsidenten var klar over, at han havde tilbagebetalt Cohen for den konkrete ting, før vi (hans advokate, red.) gjorde ham bekendt med dokumenterne, siger han.
Ifølge Rudy Giuliani svarede præsidenten: "Du store gud! Nu forstår jeg, hvad de blev brugt på".