Der var ingen slinger i valsen, da USA's nationale sikkerhedsrådgiver i begyndelsen af maj sendte en klar besked til Iran:
Ethvert angreb på USA og dets allierede vil blive modsvaret af en ubønhørlig kraft.
Det blev leveret med meldingen om, at USA nu sender flådefartøjer samt bombefly til den Persiske Golf, men at man på ingen måde er interesseret i krig mod det iranske regime.
Et budskab, der er blevet gentaget af præsident Donald Trump og udenrigsminister Mike Pompeo adskillige gange den seneste måned.
I går meddelte det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, så, at man sender yderligere 1.000 soldater til Mellemøsten, som tilgift til de 1.500 mand, Trump i sidste måned fortalte, man havde planer om at sende afsted.
Imens flyver beskyldningerne mellem de to lande om, hvem der forårsagede eksplosionerne på to tankskibe i Oman-bugten i sidste uge.
Hvordan er vi overhovedet havnet her?
Torsdag var det norskejede tankskib Front Altair på vej gennem Oman-bugten fra et rederi i Abu Dhabi med kurs mod Taiwan, da det blev ramt af en eksplosion. Omkring en time senere opstod en eksplosion på det lidt mindre japanskejede skib Kokuka Courageous, der var på vej mod Singapore.
Det tog ikke lang tid, før USA udpegede Iran som ansvarlig for eksplosionerne.
Den amerikanske flåde udsendte en grynet video med, hvad amerikanerne hævder er medlemmer af den iranske revolutionsgarde i færd med at fjerne en udetoneret mine påsat Kokuka Courageous.
Iranerne har nægtet al kendskab og ansvar. Til gengæld har parlamentsformand Ali Larijani antydet, at amerikanerne selv skulle have orkestreret angrebet.
USA har fået ubetinget opbakning fra nogle af sine nærmeste allierede, Saudi-Arabien og Israel. Og mens Storbritannien efter at have insisteret på sin egen undersøgelse også har nået samme konklusion som amerikanerne, forholder flere andre lande sig dog skeptiske.
Blandt andre har Tyskland og Japan krævet yderligere dokumentation - og ellers tilsluttet sig Kina, Rusland og FN's opfordring til at finde en måde at få nedbragt spændingerne mellem landene og få iværksat en uvildig undersøgelse.
Udtalelserne fra den japanske ejer af Kokuka Courageous om, at mandskabet ombord har berettet om "flyvende objekter" i høj hast med kurs mod skibet kort før eksplosionen, har kun føjet til forvirringen.
Måske derfor frigav Pentagon i går yderligere billeder taget fra en amerikansk militærhelikopter og hævdede samtidig, at mandskabet om bord på skibet fandt den omtalte mine, inden de måtte evakueres.
- Senere samme dag sejlede en patruljebåd fra Revolutionsgarden op til Kokuka Courageous og blev spottet fra en helikopter ifærd med at fjerne den udetonerede mine fra Kokuka Courgeous, lød det fra Pentagon mandag.
Hvordan har Iran reageret?
Iran er under stort økonomisk pres på grund af hårde økonomiske sanktioner indført af USA, og Trumps mål er klart: Irans olieeksport skal bringes i bund.
Det økonomiske slag mod Iran er kun forværret, efter USA trak sig fra atomaftalen fra 2015 og genindførte nogle af de strengeste økonomiske sanktioner mod landet med det formål at stække landets olieeksport fuldstændigt og samtidig ramme landets energiindustri og finanssektor.
Værdien af den iranske rial nåede sidste år et rekordlavt niveau, og olieksporten, der udgør en tredjedel af landets indtjening, er blevet halveret siden april.
Hvis iranerne står bag angrebene i Omanbugten, kan det være et tegn på, at den såkaldte strategiske tålmodighed, som hidtil har været Irans taktik, er slut, vurderer fellow Aniseh Bassiri Tabrizi fra den britiske tænketank Royal United Services Institute.
- For Iran kan det være den eneste mulighed for at demonstrere omfanget af deres destabiliserende aktiviteter: Inklusive at forstyrre den internationale oliehandel, landet er sat udenfor, for på den måde demonstrere sin magt over for USA og løsrive sig selv fra sanktionerne, lyder det.
Derudover kan det være et forsøg på at udfordre amerikanernes position som supermagt.
Og USA kan risikere at få sin troværdighed svækket blandt sine allierede i regionen, hvis ikke der leveres et modsvar.
Således lyder analysen fra Farzin Nadimi med speciale i sikkerheds- og forsvarspolitik i Golf-regionen fra The Washington Institute i USA.
Han hæfter sig ved, at hændelserne i Oman-bugten i sidste uge faldt samtidig med, at den japanske premierminister, Shinzo Abe, mødtes med Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei.
Et af de to skibe var netop japansk. Derfor mener Nadimi, at det vil falde i tråd med Revolutionsgardens strategi om at underminere Irans eget udenrigsministerium og kan være en indikation på, at iranerne står bag, skriver han i sin analyse.
Ifølge professor Hooshhang Amirahmadi, der er leder af mellemøst-centeret på Rutgers Universitet i New Jersey, er tidligere udmeldinger fra Iran en af grundene til, at pilen nu peger på dem selv. De er blevet deres egne værste fjende, siger han.
- De har gjort det klart, at hvis de ikke kan eksportere olie, skal ingen have muligheden, siger han og påpeger, at styret også før har truet med at sabotere gennemsejlingen i strædet.
Hvis Iran står bag angrebene i forsøget på at presse USA, er der dog tale om en meget "farlig leg", mener professoren, der samtidig ser flere fejl ved Irans strategi.
Blandt andet skulle man have trukket sig fra atomaftalen i det øjeblik, USA meddelte, at de trak sig.
Iran fulgte mandag op på truslerne om delvist at trække sig fra atomaftalen, der blev indgået i 2015, og understrege, at landet igen er klar til øge mængden af beriget uran og nedskalere andre forpligtelser i atomaftalen.
Men det er ifølge professor Hooshhang Amirahmadi for lidt og for sent, hvis det skal bruges som en trussel om at få USA til forhandlingsbordet, og Iran skulle i stedet have taget imod Trumps tilbud om at genforhandle atomaftalen, mener han.
Han tror dog ikke på, at Iran er villig til at indlede en krig med USA.
- Men de er villige til at eskalere situationen yderligere for at få amerikanerne til det.
Men hvor står USA egentlig?
Men klarheden om, hvad Trump-administrationen vil, kan måske være en del af udfordringen i forhold til at dæmme op for spændingerne mellem de to lande.
For nok er der en strategi i Washington om at lægge maksimalt pres på Iran.
Men den er både i Washington og også udenfor til tider anset for at være meget forvirrende, siger Ali Anfoneh, der er senior fellow ved tænketanken The Arab Gulf States i Washington.
- Man ved ikke, hvilke målsætninger USA forfølger, og hvad de ønsker at opnå med den politik, man fører over for Iran. Ønsker man at omstyrte det iranske regime eller blot ændre regimets adfærd, spørger han.
Både præsident Donald Trump og udenrigsminister Mike Pompeo har flere gange udtalt, at man i USA ikke ønsker yderligere konflikt med Iran.
Der opstår dog forvirring, når Trump den ene dag melder sig klar til at indgå i betingelsesløse samtaler på højeste niveau med den iranske ledelse, mens Pompeo efterfølgende stiller en række betingelser, som iranerne skal opfylde, før USA vil sætte sig til forhandlingsbordet.
Mere konsistent i sine udtalelser er USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, mener Ali Anfoneh.
- Han hævder, at USA ikke ønsker at omstøde det iranske styre, men ser man den politik, han anbefaler, kan det dog føre til det iranske regimes økonomiske og politiske kollaps. Og alt det er med til at skabe forvirring om, hvad det er, USA ønsker at opnå med Iran, siger han.
Hans vurdering er, at forvirringen i de amerikanske udmeldinger skyldes store spændinger internt i administrationen og forskellige opfattelser af, hvilke mål USA skal forfølge.
- Og det er et problem for USA og iranerne - og USA's allierede, siger han.