OVERBLIK Derfor er Indiens indgreb i Kashmir så sprængfarligt

Indien vil ophæve regionens særstatus, og det øger risikoen for konfrontation med Pakistan.

Indien og Pakistan har udkæmpet to egentlige krige om Kashmir - senest i 1965. (© Copyright 2019 The Associated Press. All rights reserved.)

FN er dybt bekymret over situationen i den del af Kashmir-regionen, som Indien kontrollerer.

Indiens regering meddelte mandag, at man vil fratage regionen dens særstatus, og der er indført omfattende restriktioner for områdets befolkning, som lige nu ikke kan kommunikere med omverdenen.

Kashmir har i årtier været et af de mest omstridte punkter på verdenskortet, og konflikten bliver kun forværret af, at den står mellem to atommagter: Indien og Pakistan.

Her er en kortfattet forklaring på, hvorfor Indiens nye politik over for Kashmir er så sprængfarlig:

Hvad er Kashmir?

Kashmir-regionen ligger i Himalaya og var frem til 1947 et fyrstendømme, der ligesom det nuværende Indien og Pakistan var en del af Det Britiske Imperium.

Imperiet begyndte for alvor at gå i opløsning efter 2. verdenskrig, men da størstedelen af briternes områder i Asien blev delt i det, vi i dag kender som staterne Indien og Pakistan, blev Kashmir fanget i midten.

Politikerne i Kashmir var splittede i spørgsmålet om, hvorvidt de helst ville høre til Indien, til Pakistan eller være uafhængige.

Debatten blev hurtigt kortsluttet, da Pakistan i oktober 1947 sendte militser ind i området for at indtage Kashmir. Regionens fyrste bad inderne om hjælp, og den kom - med en høj pris: Kashmir skulle slutte sig til Indien.

Fyrsten skrev under, hvorefter indiske soldater gik ind i Kashmir. De udkæmpede en krig, der fra 1948 også omfattede soldater fra Pakistan.

Ved årsskiftet 1948-1949 blev der indgået en våbenhvile langs den såkaldte kontrollinje, som den dag i dag deler Kashmir i en indisk-kontrolleret og en pakistansk-kontrolleret del.

Både Indien og Pakistan gør dog stadig krav på hele området, og i 1965 gik de to lande igen i krig med hinanden over Kashmir.

Ud over de egentlige krige har der været masser af sammenstød mellem parterne igennem årene, ligesom især den indisk-kontrollerede del har været plaget af angreb fra oprørere, som enten ønsker uafhængighed, eller at Kashmir skal slutte sig til Pakistan.

Hvad har Indien gjort nu?

Indiske styrker på gaden i Srinagar, den største by i den indiske del af Kashmir. (Foto: © FAROOQ KHAN, Scanpix)

Mandag i denne uge meddelte Indiens regering, at den ville ophæve paragraf 370 i landets forfatning, der sikrer en udstrakt grad af selvstyre i den indiske del af Kashmir.

Det var ventet, at Indiens premierminister Narendra Modi ville stramme grebet om regionen, der som den eneste i Indien har muslimsk flertal. Men det kom som en overraskelse, at paragraffen helt skal skrives ud af forfatningen.

Som optakt til meddelelsen sendte Indien tusinder af ekstra soldater til Kashmir, hvor befolkningen samtidig blev underlagt en lang række restriktioner, som skal kvæle ethvert tilløb til protest.

De seneste fire dage har der været udgangsforbud i regionen, mens skoler er lukket og demonstrationer er forbudt. Telefonnettet og internettet har været lukket ned siden søndag, skriver BBC.

Hvorfor ophæver Indien paragraf 370?

En mand læser avis foran en lukket butik i Srinagar. (Foto: © FAROOQ KHAN, Scanpix)

Indiens premierminister og hans hindunationalistiske parti, BJP, fik styrket deres i forvejen stærke mandat ved et parlamentsvalg i foråret.

Analytikere siger, at jordskredssejren gav Narenda Modi rygstød til at gennemføre en mangeårig - og særdeles kontroversiel - plan om at ændre Kashmirs særstatus.

Modi ønsker, at Kashmir skal integreres med resten af landet, og fjernelsen af paragraf 370 vil blandt andet betyde, at personer fra resten af Indien - i modsætning til i dag - kan købe jordlodder i regionen.

Modis kritikere mener, at premierministerens ultimative mål er at ændre Kashmirs demografi, så der kommer flere hinduer i området.

Andre siger, at regeringen har brug for at aflede befolkningens opmærksomhed fra Indiens økonomi, som udviser svaghedstegn.

Hvordan reagerer Pakistan?

Demonstranter i den pakistanske by Lahore brænder et billede af Indiens leder, Narenda Modi. (Foto: © Arif ALI, Scanpix)

Indiens nye politik i Kashmir er særligt sprængfarlig, fordi den virker som et slag i ansigtet på ærkerivalen Pakistan.

Pakistanerne anser som nævnt hele Kashmir for deres territorium og ønsker at beskytte regionens befolkning mod det, de opfatter som Indiens overgreb.

Landets premierminister Imran Khan har lovet at bruge alle diplomatiske kanaler for "at udstille det brutale indiske racist-regime".

På trods af de hårde ord har Pakistan dog ingen aktuelle planer om et militært svar på ophævelsen af paragraf 370, forsikrer landets udenrigsminister Shah Mahmood Qureshi.

Det er netop skrækscenariet: At en afgrænset, konventionel militær strid mellem Indien og Pakistan i Kashmir skal eskalere til en altomfattende krig, hvor landenes atomvåben i sidste ende kan blive kørt i stilling.

I stedet har Pakistan siden mandag blandt andet smidt Indiens ambassadør ud af landet, suspenderet handel mellem de to lande, indstillet en togforbindelse til Indien og forbudt indiske film i pakistanske biografer.

Kilder: BBC, Vox, Reuters, AP, Wikipedia