OVERBLIK De hårdeste personangreb fra debatten

Det var ikke en præsidentdebat med en traditionel god tone, der fandt sted i USA i nat.

De gav høfligt hånd både før og efter debatten, men der var ikke venskabelige toner mellem de to kandidater, Donald Trump og Hillary Clinton, under nattens debat. (Foto: © Brian snyder, Scanpix)

Den første debat mellem USA's to præsidentkandidater, Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes Donald Trump, blev en uskøn affære med hårde personangreb og gentagne afbrydelser.

De to debattører indtog scenen, og de hilste høfligt på hinanden fra start. Men debatten kørte hurtigt af sporet, da særligt Donald Trump begyndte sine angreb på Clinton.

Her er nogle af de hårdeste ord fra nattens debat.

Hillary Clinton om Donald Trump

Om Trumps udenrigspolitik:

- Donald Trump bør ikke have fingeren på knappen til atombomberne. Det ved ethvert fornuftigt menneske.

Om Trumps forhold til fakta:

- Jeg ved godt, du lever i din egen virkelighed, Donald.

Om Trumps skattepapirer:

- Han skjuler noget. Måske er han ikke så rig, som han siger. Måske er det fordi, han ikke betaler skat.

Om Trumps kvindesyn:

- Her er en mand, der har kaldt kvinder for grise, sjuskedorter og hunde.

Donald Trump om Hillary Clinton

Om Clintons evner som præsident:

- Du har ikke udseendet, du har ikke udholdenheden til det. Det kan godt være, du har erfaring, men det er dårlig erfaring. Det her land har ikke råd til fire år mere med den erfaring.

Om sin egen kampagne i afroamerikanske byer:

- Jeg har været overalt, og du har valgt at blive hjemme. Det er også okay:

Om Clintons lange karriere:

- Du har haft 30 år til at udføre dit arbejde. Hvorfor begynder du først at tænke på løsninger nu?

Om Clintons temperament:

- Jeg har et meget bedre temperament end Hillary Clinton.

Nattens debat var den første af tre officielle tv-debatter. Den næste bliver afholdt den 4. oktober i St. Louis, Missouri.