I snart to en halv måned har iranere råbt på frihed og på et nyt styre i landet.
De har klappet, sunget, fjernet deres hijab, klippet håret af og viftet med det og malet sig blodrøde i ansigtet.
Alt sammen i et forsøg på at få hul igennem til den politiske top i landet og i et forsøg på at få sat gang i en fundamental forandring af den islamiske republik Iran som Ayatollah Khomeini grundlagde for mere end 40 år siden.
Flere gange siden har iranerne protesteret, men denne gang har det vist sig at være anderledes.
Sådan lyder vurderingen fra Claus Valling Pedersen, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet med speciale i Iran.
- Alle samfundsklasser er på gaden. Kvinder og mænd, uddannede og ikke-uddannede, folk fra land og by. Det adskiller demonstrationerne, som vi ser nu, fra tidligere. I 2019 så vi lidt af det samme, da benzinpriserne pludselig steg helt vildt, men det er meget mere massivt nu. Dengang var det primært middelklassen, der førte an, siger han.
- Protesterne denne gang udspiller sig i hele landet, de bliver ved og ved og er lederløse og primært organiseret via de sociale medier. Det var kvinderne, der satte det hele i gang, men nu er mange flere på gaden, siger Claus Valling Pedersen.
Har du mistet overblikket over situationen i Iran? Så se her, hvordan protesterne har udviklet sig fra start og frem til nu.
Meget er sket siden midten af september i Iran. Herunder klæder vi dig på til i grove træk at forstå, hvad der foregår i Iran.
Hvad har sat gang i protesterne?
Det er den 22-årige iranske kvinde Mahsa Aminis død, der har sat gang i protesterne mod det iranske styres overgreb og undertrykkelser af særligt kvinder.
Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt i hovedstaden, Teheran, den 16. september.
Hun blev anholdt tre dage før sin død for ikke at dække sit hår og nakke ordentlig til, som det kræves i landet, og som moralpolitiet har til opgave at håndhæve.
Derefter blev Mahsa Amini angiveligt trukket ind i en politibil.
Øjenvidner siger, at det var voldsomme tæsk, der sendte Amini i koma, og som kostede hende livet.
Det iranske politis forklaring er ikke den samme.
Allerede kort efter Mahsa Aminis død lød meldingen, at hun døde af et hjerteanfald. Senere har politiet beskrevet hendes død som en 'beklagelig episode'.
Meldingen om den unge kvindes død fik de sociale medier til at koge over - og de første protester fandt sted samme dag som Mahsa Aminis begravelse i byen Saqez, hvor flere kvinder for første gang tog deres hovedtørklæder af i protest mod det iranske styre. Det skete den 17. september.
Siden er protesterne taget til, fortæller Claus Valling Pedersen. Han kalder Mahsa Aminis død for "dråben, der fik bægeret til at flyde over".
- Det er kvinderne, der mærker og har mærket manglen på frihed mest. Kvinderne må ikke bestemme over deres eget liv og påklædning og bliver på mange måder set som andenrangsborgere i forhold til for eksempel lovgivning. Så det er lang tids opsparet vrede, der nu kommer til udtryk, siger han.
- Alt er dikteret oppefra i Iran. Der er ingen direkte kontakt mellem folket og dem, der bestemmer. Der er masser af korruption, og iranerne bliver fattigere og fattigere.
Siden protesternes spæde start har de iranske kvinder sat ild til deres hijab og klippet håret af i kampen for mere frihed.
Videoer som den her har flere gange floreret på de sociale medier. Her brænder en kvinde sin hijab:
Kan en revolution være under opsejling?
Den 18. november satte iranske demonstranter ild til den afdøde ayatollah Khomeinis tidligere hjem i byen Khomein.
Det er især siden den episode, at flere har talt om, at en revolution kan være under opsejling i Iran.
- Mens den islamiske republik som stat ærer og agter Khomeini, så er en stor del af den iranske befolkning ikke glade for den republik, han fik grundlagt. Når man sætter ild til hans tidligere hjem, så er det et udtryk for, at det ikke er det styre, man vil have, vurderer Claus Valling Pedersen.
- Vi er tættere på en revolution, end vi har været nogensinde før i den islamiske republiks 40 år lange historie.
Fra den amerikanske præsident, Joe Biden, lød det i starten af november, at Iran snart ville komme i mål med at sætte sig selv fri fra præstestyrets jerngreb. Men det er langt fra sikkert, at det kommer til at ske. En decideret revolution vil kræve, at endnu flere modsætter sig regimet, siger lektoren.
- Lige nu er min vurdering, at de protesterende ikke har magten i sig selv til at vælte regimet. Hvis det skal blive til en revolution, så vil det kræve, at politistyrker og militæret vender regimet ryggen og går over på de protesterendes side.
Spørger man den iranskfødte kvindeforkæmper og forfatter Nahid Riazi, er vurderingen en anden.
- Alle i Iran taler om, at en revolution er i gang nu. I starten var det protester, nu er det en revolution. Mange har fået et håb tilbage. Folk råber, at de ønsker regimets fald, og de unge råber 'kald det ikke en protest, kald det en revolution', siger hun.
Ifølge Claus Valling Pedersen er det ved at være et stykke tid siden, at protesterne for alvor er taget til i styrke. De har været på samme niveau i en længere periode. Til gengæld har iranerne sjældent fået så meget opmærksomhed i medierne, som de får lige nu.
Senest under VM i Qatar, hvor det iranske fodboldlandshold nægtede at synge med på Irans nationalmelodi ved deres første kamp i slutrunden. De stod i stedet tavse – skulder ved skulder.
Se øjeblikket her:
Hvordan forholder det iranske regime sig til protesterne?
Protesterne har fra start af været rettet direkte mod det iranske regime og den måde, som samfundet grundlæggende er bygget op på.
Alligevel virker det som om, at magthavere i Iran har svært ved at finde ud af, hvordan de egentlig skal forholde sig til den folkelige protest mod deres ledelse og det, de repræsenterer.
På den ene side prøver de at nedtone situationen. På den anden side forsøger de at undertrykke demonstranterne med magt.
Og det er et tegn på, at det iranske styre ikke kan finde det rigtige ben at stå på, siger Claus Valling Pedersen.
- Det ser ud som om, at regimet vakler, og det virker bange for at puste for meget til ilden og eskalere konflikten.
Ifølge lektoren befinder konflikten sig lige nu et underligt sted, hvor de to parter står over for hinanden og afventer, hvad næste træk bliver.
I skrivende stund har flere end 400 mistet livet i forbindelse med protesterne. Det oplyser menneskerettighedsgruppen Iran Human Rights.
Men ifølge Nahid Riazi vil de midler, regimet plejer at anvende mod protesterne, ikke virke denne gang.
- Hver gang de skyder på en demonstrant eller anholder nogen, giver det anledning til endnu flere protester, hvor endnu flere deltager. Begravelsesceremonier udvikler sig for eksempel ofte til store protester mod regimet, siger hun.
Sympati-demoer verden over - men ændrer det noget?
Situationen i Iran har over de seneste måneder fået indbyggere flere steder i Europa og USA til at gå på gaden i solidaritet med den iranske befolkning.
Det gælder blandt andet også i København.
Samtidig prøver iranere igen og igen at råbe medierne op og få flere til at beskæftige sig endnu mere med protestbevægelsen. Det oplever vi blandt andet også her i DR Nyheder.
Og sympatien og støtten fra gaderne i blandt andet Paris, London, Rom og Zürich har da også betydning for demonstranterne og giver dem "et boost", vurderer Claus Valling Pedersen.
I New York City har flere demonstreret foran FN's hovedkontor i et forsøg på at få verdensorganisationen til at gøre noget til støtte for det iranske folk.
- Men hverken blandt de protesterende eller blandt regimet er der den store lyst til at fremmede blander sig, siger Iran-eksperten.
Men hvorfor vil demonstranterne ikke have hjælp udefra?
- Fordi det ligger meget dybt i den iranske bevidsthed, at alle ulykker er sket, efter at enten englænderne, russerne eller amerikanerne har grebet ind, siger Claus Valling Pedersen.
Hvad kommer der til at ske nu?
- Det er alt for tidligt at konkludere noget.
Sådan lyder svaret fra Nahid Riazi på det spørgsmål.
- Alt er uafgjort kan man sige. Det er spændende at se, hvad der sker. Protestbevægelsen udvikler sig hele tiden.
Claus Valling Pedersen er også påpasselig med at spå om fremtiden, men han tror ikke, at protesterne varer ved.
- Jeg tror, at protesterne langsomt vil ebbe ud. Det er nok det mest sandsynlige scenarium, vurderer han.
Anderledes lyder det fra Nahid Riazi.
- Jeg kan ikke se nogle tegn på, at folk foreløbig har tænkt sig at gå tilbage til hjemmene. Lige nu hører vi, at lastbilchauffører nedlægger arbejdet, og at fabrikker tilslutter sig bevægelsen, siger hun.