De langstragte forhandlinger om Irans omstridte atom-program er inde i en afgørende fase.
Siden januar har iranerne forhandlet om en permanent aftale med de såkaldte 5+1, det vil sige de 5 permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina, USA, plus Tyskland - og så EU's Cathrine Ashton som formel chefforhandler.
Den 20. juli skal man efter planen have en ny, permanent aftale om Irans atomenergi-program parat - og i disse dage bliver der igen forhandlet i Wien.
Her er de største knaster, som skal høvles væk, hvis man skal nå frem til en aftale:
Centrifugerne
Uran bliver beriget i centrifuger. Iran har i dag betydelige mængder lavt beriget uran, og en del højere beriget uran. Vestlige eksperter vurderer i dag, at Iran er to måneder fra at producere uran til våbenbrug. Iran anfægter den vurdering, blandt andet ud fra argumentet om, at Iran overhovedet ikke har arbejdet eller arbejder på et militært atom-program - hvilket igen anfægtes af omverdenen.
Iran har i dag knap 20.000 centrifuger. Cirka 10.000 er i brug. Vestlige eksperter siger, at hvis Iran udelukkende vil bruge centrifugerne til civilt atomenergiprogram, er nogle ganske få tusinde mere end tilstrækkeligt. Franskmændene siger nogle få hundrede. Dertil kommer, at Rusland har erklæret, at man kan forsyne Iran med den nødvendige berigede uran til et civilt energiprogram i årene frem til i hvert fald 2021.
Iran argumenterer, at man er nødt til at kontrollere sin egen atomenergi-produktion, da landets energiforsyning skal bygge på atom-energi årtier ud i fremtiden. Derfor kræver Iran det nuværende antal centrifuger. Om fem år skal antallet være fordoblet - og efter yderligere en årrække sættes op til cirka 50.000 centrifuger.
Vestlige specialister siger, at Iran allerede har fået betydelige indrømmelser fra Vesten, fordi Vesten har accepteret, at Iran kan bevare en begrænset berigelseskapacitet. Derfor er Irans krav til centrifuger - og dermed til Irans evne til at berige uran - uacceptable.
Set med omverdenens øjne skal Iran opgive sine krav til centrifuger, hvis verden skal være overbevist om, at Iran ikke har militære hensigter med sit atomenergi-program - ikke mindst når man tager Irans mangeårige overtrædelser af sine forpligtelser i forhold til den internationale atomare ikkespredningsaftale i betragtning.
Dropper Iran ikke sine krav til antallet af centrifuger, bliver der ingen aftale.
Irans "break-out" kapacitet
Står det til Vesten, skal en aftale forlænge Irans såkaldte "break-out-periode" til helst et år.
"Break-out" står for den proces og tid, der skal til for at udvikle en atom-bombe. I forlængelse af selve break-out-perioden kommer så udvikling af et sprænghoved samt et missil, der kan sende bomben mod målet.
Det betyder med andre ord, at Iran ikke må kunne producere uran til atomvåben på under et år. Argumentet er, at man inden for det år - hvor iranerne angiveligt gør brug af skjult og hemmelig produktion for at skaffe sig en atom-bombe - har muligheden for at opdage, finde og destruere de iranske tiltag.
Det skal ske gennem omfattende inspektioner af og kontrol med det iranske atom-program, foretaget af bl.a. FN's eksperter fra Det Internationale Atom-Energi Agentur, der allerede foretager inspektioner af det iranske atomprogram.
Hvis Iran fastholder sine krav til antallet af centrifuger, vil "break-out" perioden forkortes til kun få måneder, måske endda få uger. Det er uacceptabelt for omverdenen.
Vestens sanktioner
Forskellen på succes og fiasko for Irans præsident Rouhani er klar. Hans politik står og falder med hans mulighed for at bryde Irans isolation, vende den iranske økonomi og skabe en vækst, der kan levere troen på en acceptabel fremtid blandt Irans millioner af unge og dermed retfærdiggøre fortsættelsen af præstestyret.
Afviklingen af Vestens sanktioner efterhånden som en atom-aftale bliver vedtaget og rullet ud, er afgørende for Rouhanis mulighed for at levere til sin befolkning.
Iran er underlagt af sanktioner vedtaget i FN, i EU og i USA. Men afviklingen af specielt de amerikanske sanktioner kan blive problematisk og langvarig. Knasten i den proces vil først og fremmest blive den amerikanske konges.
USA's præsident kan ophæve nogle sanktioner, men langt fra alle. Afhængig af, hvordan aftalen med Iran bliver modtaget i Washington, vil præsidenten forsøge at begrænse en fjendtligt indstillet Kongres indflydelse på ophævelsen af sanktioner. Men han kan ikke isolere Kongressen totalt og kan derfor heller ikke udstede garantier på ophævelsen af alle sanktioner.
Dertil kommer blandt andet, at en række af sanktioner mod Irans finans- og energi-sektorer i 2010 blev uddelegeret til amerikanske delstater, der kan have forskellige lovgivninger inden for de to sektorer. Den dag præsidenten begynder at afvikle sanktioner, kan lokale lovgivninger komplicere afviklingen dramatisk, specielt hvis Kongressen i Washington DC samtidig er modvillig.
Dermed er der risiko for, at usikkerheden om, hvorvidt præsidenten kan levere ophævelsen af sanktionerne over den årrække, parterne kan enes om her i Wien eller ej, dels kan svække USA's og omverdenens forhandlingsposition, dels bringe aftalen i fare.