Over syv millioner stemte imod Venezuelas præsident

Ved et symbolsk valg organiseret af oppositionen stemte syv millioner mod præsident Nicolas Maduro.

Over syv millioner fra Venezuelas opposition stemte ved et symbolsk valg søndag for at vise deres dybe modstand mod præsident Nicolas Maduros planer om at ændre landets forfatning, oplyser grupper, der er imod landets leder.

Søndagens valghandlinger blev præget af vold, da en 61-årig kvinde blev skudt og dræbt, og fire andre blev såret af skud, da tilhængere af regeringen i det vestlige Caracas kørte forbi et valgsted på motorcykler og skød mod vælgerne.

Politiske iagttagere siger, at oppositionen har fået en markant opbakning, efter at 7.186.170 vælgere gik til stemmeurnerne.

Ifølge oppositionen ville den have fået markant flere stemmer, hvis den havde haft mulighed for rat åbne flere end 2000 valgsteder.

Alligevel gav en del medlemmer af oppositionen udtryk for en vis skuffelse.

- Jeg troede, at der ville komme flere. Men syv millioner gav deres mening tilkende, og det var mange, siger en 56-årig skolerådgiver, Mariela Arana.

David Smilde, der er en Venezuela-kender ved Tulane Universitet i New Orleans, siger, at resultatet af den symbolske afstemning formentligt vil forstærke den internationale kritik af præsident Maduro og hans styre.

/ritzau/AP