Over 70 jødiske bosættere angreb palæstinensisk landsby: 'Det største angreb på Vestbredden siden krigen brød ud'

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Det Hvide Hus har fordømt angrebet i byen Jin på den besatte Vestbred.

Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder er en 23-årig mand blevet dræbt og en anden er i kritisk tilstand. (Foto: © RANEEN SAWAFTA, Ritzau Scanpix)

Over 70 jødiske bosættere angreb torsdag den palæstinensiske by Jin på den besatte Vestbred.

Flere havde skarpladte våben og tåregasgranater, sagde Nasser Sedda, der er landsbyens talsperson til CNN.

Angrebet er det største bosætterangreb på den besatte Vestbred, siden krigen brød ud mellem Israel og Hamas den 7 oktober, siger Allan Sørensen, Kristeligt Dagblads mellemøstkorrespondent.

- Vi snakker om et angreb, hvor omkring 100 maskerede, israelske jøder gik til angreb på en lille palæstinensisk by, hvor de vandaliserede og dræbte. Det ligner et organiseret og meget omfattende angreb, siger Allan Sørensen.

Det israelske militær (IDF) bekræftede torsdag aften angrebet. Her oplyste de, at bosætterne kastede både sten og Molotov-cocktails. Det skriver Reuters.

'Svageste fordømmelse, jeg har hørt'

Angrebet er blevet fordømt fra Det Hvide Hus og fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Torsdag aften sagde regeringens pressekontor, at "Benjamin Netanyahu tager de begivenheder, der fandt sted her til aften, hvor israelske indtrængede forvoldte skade på både mennesker, ejendomme og biler, meget alvorligt".

  • En ung palæstinensisk kvinde trøster moderen til den 23-årige palæstinenser, der ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder mistede livet efter bosætterangrebet på byen Jin torsdag (Foto: © Jaafar Ashtiyeh, Ritzau Scanpix)
  • En palæstinensisk mand inspicerer ødelæggelserne i sit hus efter bosætterangrebet i Jin torsdag. Der har været over 1000 bosætterangreb mod palæstinensere siden oktober ifølge FN's Kontor for Koordinering af Humanitære anliggender  (Foto: © Jaafar Ashtiyeh, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Fordømmelsen fra Netanyahu var dog en tynd kop te, hvis man spørger Allan Sørensen.

- Netanyahus fordømmelse er nok den svageste, jeg har hørt. Han forsøger at skøjte henover det, så han undgår en debat om de ulovlige bosættelser på Vestbredden.

Men den debat kan blive svær at undgå, tilføjer Allan Sørensen:

- Det er jo helt tydeligt for omverdenen, at der er noget galt, når 100 unge mennesker maskerer sig og udfører sådan et angreb.

Bosætterbevægelsen under pres

Angrebet på den palæstinensiske by Jin kan måske få konsekvenser for andre bosættere på Vestbredden.

- Sagen her er så voldsom, at den kan få amerikanerne til at sanktionere hele bosætterbevægelsenm, siger Allan Sørensen.

Tidligere på året underskrev den amerikanske præsident, Joe Biden, et dekret, der gjorde det muligt at indføre sanktioner mod jødiske bosættere på den besatte Vestbred.

Det kan altså blive aktuelt for de cirka 700.000 jøder, der ifølge FN bor på Vestbredden og i det besatte Østjerusalem, siger Allan Sørensen.

- Det kan være et våben, der tages i brug nu.