Flere end 40 lande er blevet enige om at udfase deres brug af kulkraft og ikke bygge eller investere i nye kulkraftværker.
For de store økonomier gælder det, at kulkraft skal udfases i 2030'erne, mens de mindre økonomier skal udfase den i løbet af 2040'erne.
Det fremgår ifølge flere medier af en fælles udtalelse onsdag aften på klimatopmødet COP26 i skotske Glasgow.
Af udtalelsen fremgår det, at landene forpligter sig til at stoppe med at investere i kul både i ind- og udland. Derudover skal produktionen af vedvarende energi skrues i vejret. Med i aftalen er blandt andet Polen, Vietnam og Chile, der er blandt 18 lande, der for første gang har sagt ja til at udfase eller stoppe nye investeringer i kul.
Desuden har Chile og Singapore tilsluttet sig en britiskledet alliance, der arbejder for at udfase kul. Alliancen består af flere end 150 lande og selskaber.
Enden er sigte
Storbritanniens energiminister, Kwasi Kwarteng, kalder aftalen en "milepæl" i den globale kamp mod klimaforandringer. Han mener, at den nye aftale viser, at "enden på kul er i sigte", skriver BBC.
- Verden bevæger sig i den rigtige retning og står klar til at forsegle kullets skæbne og omfavne de miljømæssige og økonomiske fordele ved at bygge en fremtid, der er drevet af ren energi, siger ministeren.
Kritikere siger dog ifølge den britiske avis The Guardian, at løftet om at udfase brugen af den beskidte brændstofkilde i 2030'erne og 2040'erne ikke er vidtrækkende nok, og at udfasningen skal ske hurtigere.
Klimaaktivister siger således til The Guardian, at fristen bør være inden 2030 og ikke i løbet af 2030'erne og 2040'erne.
Derudover mangler en række af verdens største kulafhængige økonomier i aftalen. Det gælder blandt andet Australien, Kina, Indien og USA.
The Guardian bemærker i øvrigt, at Det Internationale Energiagentur (IEA) i maj opfordrede til et stop for investeringer i nye projekter med olie, kul og gas, hvis verden inden 2050 skal opnå en netto-nuludledning af drivhusgasser.
/ritzau/