Over 260 ofre: OL-læge misbrugte langt flere piger

Antallet af ofre stiger. 265 blev seksuelt misbrugt af gymnastik- og OL-lægen Larry Nassar.

For en uge siden blev 54-årige Nassar idømt mellem 40 og 175 års fængsel ved for sine overgreb. I dag var han derfor i orange fangedragt i retten. (Foto: © JEFF KOWALSKY, Scanpix)

Antallet af identificerede ofre, der er blevet seksuelt misbrugt af en amerikansk gymnastiklæge, stiger.

I dag sagde en dommer, at lægen Larry Nassar i sin tid forgreb sig på mindst 265 piger og kvinder.

Det kom frem, da en sidste høring begyndte i delstaten Michigan.

Forinden denne blev antallet anslået til at være 169.

- Vi har over 265 identificerede ofre og et uendeligt antal ofre i staten, landet og hele verden. Ved at tillade livestreaming og brug af twitter kan alle enkeltpersoner følge processen, sagde dommer Janice Cunningham.

Ifølge anklageren vil 65 ofre være i retten for at konfrontere Larry Nassar, der igennem to årtier forgreb sig på piger og kvinder under dække af lægebehandling.

Den første i retten i dagvar 17-årige Jessica Thomashow.

- Larry Nassar er ond. Larry Nassar er en kriminel af den værste slags, sagde hun.

For en uge siden blev 54-årige Nassar idømt mellem 40 og 175 års fængsel ved retten i Michigan for sine overgreb.

Han arbejdede for Michigan State University og det amerikanske gymnastikforbund, som træner OL-gymnaster. Han var de amerikanske gymnasters læge gennem fire olympiske lege.

Som følge af sagen har bestyrelsen i USA's gymnastikforbund for få dage siden efterkommet et krav fra USA's Olympiske Komité om at træde tilbage.

/ritzau/