Over 200 Youtube-kanaler lukket for at sprede misinformation mod demonstranter i Hongkong

Tidligere på ugen har Facebook og Twitter lukket hundredvis af falske profiler på deres medier.

Kanalerne udviste flere tegn på koordineret og mistænksom adfærd, lyder det fra det Google-ejede Youtube. (Foto: © DADO RUVIC, Scanpix)

210 Youtube-kanaler er blevet deaktiveret, fordi Google, der ejer Youtube, mistænker kanalerne for at stå bag en koordineret indsats for at sprede forkerte oplysninger mod de prodemokratiske demonstranter i Hongkong.

Den Google-ejede service så et mønster i måden kanalerne delte videoer om Hongkong-demonstrationerne. De blev blandt andet mistænksomme overfor de nu lukkede konti, fordi de forskellige konti forsøgte at dække over deres oprindelse, skriver BBC.

- Vi har deaktiveret 210 kanaler på Youtube, da vi opdagede kanaler på netværket opføre sig på en koordineret måde, når de oploadede videoer, der har forbindelse til de igangværende protester i Hongkong, skriver Shane Huntley, der er en del af Google's sikkerhedstrusselsgruppe, i en skriftlig meddelelse.

Twitter og Facebook har lukket over 900 konti

I starten af ugen meddelte Twitter, at de havde lukket 936 konti på deres netværk, fordi de indgik i et netværk, der havde til formål at underminere protesterne i Hongkong.

Selvom Twitter er forbudt i Kina, er de falske profiler blevet logget på direkte fra Kina. Derfor konkluderede Twitter, at den kinesiske stat står bag.

Hos sikkerhedstrusselsgruppen hos Google ser de en sammenhæng med de falske profiler og misinformationen hos de andre sociale netværk.

- Den her opdagelse er i tråd med de nylige opdagelser og handlinger mod Kina, der blev annonceret af Facebook og Twitter, skriver de.

  • Eksempler på tweets fra de falske profiler.
  • Eksempler på tweets fra de falske profiler.
  • Eksempler på tweets fra de falske profiler.
  • Eksempler på tweets fra de falske profiler.
1 / 4

Mandag meddelte Facebook ligeledes, at de havde lukket syv Facebook-sider, tre Facebook-grupper og fem almindelige profiler på samme grundlag som Twitter.

Nogle af opslagene fra de lukkede sider og profiler skulle have sammenlignet de prodemokratiske demonstranter i Hongkong med Islamisk Stats militante grupper og kaldt dem 'kakerlakker', lød det fra Facebook.

Demonstrationerne fortsætter

I dag er Hongkong-borgere for tovlte uge i træk gået på gaden for at demonstrere mod det kinesiske styre, skriver CNN.

Tusindvis af demonstranterne har dannet en menneskekæde langs tre centrale metrolinjer i Hongkong.

  • Demonstranter danner hånd i hånd en menneskekæde, mens de vifter med lyset fra deres telefoner. (Foto: © ROMAN PILIPEY, Scanpix)
  • Begivenheden er døbt 'The Hong Kong Way', fordi den er inspireret af 'The Baltic Way' - en mere end 600 kilometer lang menneskekæde, der blev dannet gennem de baltiske lande den 23. august 1989. (Foto: © WILLY KURNIAWAN, Scanpix)
  • - Kæmp for frihed. Stå sammen med Hong Kong, råber demonstranterne i kor. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)
1 / 3

Begivenheden er en hyldest til den menneskekæde, to millioner mennesker dannede på en over 600 kilometer lang strækning for præcis 30 år siden i dag gennem de baltiske lande, de kæmpede for selvstændighed fra Sovjetunionen.

Demonstranterne havde planlagt at demonstere i lufthavnen i løbet af weekenden, men myndighederne har i dag forlænget det eksisterende forbud mod at demonstrere der på ubestemt tid.