Alexander Van der Bellen fra partiet De Grønne vinder det meget tætte præsidentvalg i Østrig foran Norbert Hofer efter fintælling af brevstemmer.
Højrepolitikeren Hofer, der kommer fra Frihedspartiet, har erkendt sit nederlag.
Bellen vandt med en meget lille margin. Han fik 50,1 procent af stemmerne, mens Norbert Hofer fik 49,9.
Med søndagens stemmer talt op stod Hofer fra den yderste højrefløj ifølge indenrigsministeriet til en sejr med 51,9 procent af stemmerne.
Rivalen Alexander Van der Bellen var på 48,1 procent. Men det var uden brevstemmerne. Og da der blev afgivet hundredtusindvis af brevstemmer, måtte disse fintælles, før man mandag kunne afsløre resultatet.
Interessen for valget har været enorm, og resultatet har været ventet i spænding også uden for Østrig.
Avisen Kurier beretter, at der aldrig har været så mange besøgende på dens netavis som mandag eftermiddag. Også indenrigsministeriets livesending brød sammen, inden resultatet blev offentliggjort.
Sagen kort
- •
Valget i Østrig er blevet fulgt med spænding, idet favoriten til præsidentvalget før resultatet var den højrenationale og indvandrekritiske Norbert Hofer fra det anti-islamiske Frihedsparti (FPÖ).
- •
Havde Hofer vundet, var han blevet den første højrenationale leder i et EU-land under den nuværende flygtningekrise, som vælgerne i Østrig på lige fod med medborgere i EU er frustrerede over.
- •
Siden begyndelsen på den europæiske flygtninge- og migrantkrise har Østrig modtaget cirka 100.000 asylansøgere, og det har skabt skuffelse over den nuværende socialdemokratiske konservative samlingsregering (SPÖ)
/ritzau/