Otte danskere vil forlade Gaza: To kommer ud søndag

Udenrigsministeriet er kontaktet af otte danskere, der vil ud af Gazastriben. To kommer måske ud søndag.

Cathrine Uttenthal fra Borgerservice siger, at otte danske statsborgere ønsker at komme ud af Gaza. (© DR)

Otte danskere har henvendt sig til Udenrigsministeriet og bedt om assistance til at slippe ud af Gaza, hvor Israel er i gang med en større landoffensiv.

- Vi håber at få to af dem ud i dag, siger Cathrine Uttenthal, der er fungerende chef i Udenrigsministeriets Borgerservice.

Hun kan ikke sige noget om, hvornår de sidste seks kan hjælpes ud.

Proces med ventelister

- Det er en vanskelig proces med ventelister, der også gælder andre landes statsborgere. Nu er der så en mulighed for at få to danskere ud i dag, forklarer Cathrine Uttenthal.

Det er FN, der sammen med israelerne og palæstinenserne koordinerer, hvem og hvor mange der få lov til at rejse ud.

Ved ikke hvor mange der er i Gaza

I alt har Udenrigsministeriet fået henvendelser fra 10 danskere i Gaza, og af dem har otte altså bedt om hjælp til at komme væk derfra.

Cathrine Uttenthal kan ikke sige, hvor mange danskere der opholder sig i området.

Søndag er 40 palæstinensere blevet dræbt og omkring 400 såret, da israelske kampvogne angreb et beboelseskvarter i det nordøstlige Gaza.

/ritzau/