Oscar-akademiet smider Bill Cosby og Roman Polanski ud

Begge har været genstand for omstridte sex-sager.

Bill Cosby blev kendt som faderen i tv-serien "The Cosby Show". (Foto: © Brendan MCDermid, Scanpix)

The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, som hvert år uddeler den prestigefyldte Oscar-pris, har besluttet sig for at ekskludere skuespilleren Bill Cosby og filminstruktøren Roman Polanski fra akademiet.

Ifølge akademiet sker det "i overensstemmelse med organisationens adfærdsnorm", skriver AP.

Bill Cosby, der blev verdenskendt som familiefaren Cliff Huxtable i tv-serien "The Cosby Show", blev i sidste uge kendt skyldig i tre tilfælde af seksuelt overgreb.

Den 80-årige skuespiller, der afviser beskyldningerne, er nu blevet sat i husarrest, mens han venter på strafudmåling for sine overgreb.

Roman Polanski, der vandt Oscar-prisen for 'Bedste instruktør' i 2003, er under anklage i USA for at have voldtaget en 13-årig pige tilbage i 1977.

Den fransk-polske instruktør erkendte året efter, at han havde haft seksuel omgang med en mindreårig, men han afviste beskyldningerne om, at der var tale om strafbare, seksuelle handlinger.

Han flygtede efterfølgende fra USA, og han har ikke været tilbage siden.

Roman Polanski har ikke vist sig i USA siden sagen. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)

Meldingen kommer efter den seneste tids MeToo-debat, der har sat fokus på seksuelle overgreb på især kvinder i den amerikanske filmindustri.

Sidste år kom det frem, at filminstruktøren Harvey Weinstein havde forgrebet sig på flere kvinder. Og det viste sig efterfølgende, at han langt fra var den eneste mand, der havde udnyttet sin magtposition til at tvinge kvinder til eksempelvis sex.

Det er akademiets medlemmer, der hvert år står for at udpege vinderne af filmprisen.