Orkanen Irma ser ud til at miste styrke til tropisk storm

Omkring 6,5 millioner mennesker i Florida fik besked på at forlade deres hjem, inden orkanen Irma ramte.

Mindst fem personer har mistet livet under Irmas hærgen, skriver ABC News. (Foto: © SPENCER PLATT, Scanpix)

Orkanen Irma, der hærger Florida, ser i løbet af mandag ud til at blive svækket og blive en tropisk storm på vej hen over det nordlige Florida eller sydlige Georgia i USA. Sådan lyder en prognose fra USA's nationale orkancenter NHC.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Irma, der mandag morgen dansk tid er en kategori 2-orkan, var omkring 80 kilometer sydøst for Tampa i Florida med en fortsat maksimum vindstyrke på 155 kilometer i timen, ifølge NHC.

- Ifølge prognosen vil centeret af Irma fortsætte med at bevæge sig hen over det vestlige Florida gennem mandag morgen og derefter ind i det sydøstlige USA sent mandag og tirsdag, lyder prognosen.

Omkring 6,5 millioner mennesker har fået besked på at forlade de områder, der bliver ramt af Irma. Det svarer til en tredjedel af Floridas indbyggere.

Da Irma ramte Floridas kyst, blev den kategoriseret som en kategori 4-orkan på en skala op til fem. Senere blev den nedgraderet til en kategori 2-orkan.

/ritzau/