Orkanen Irma kræver sine første ofre i Florida

Mindst tre mennesker er omkommet i forbindelse med orkanen Irmas hærgen i Florida.

Orkanen Irma bevæger sig netop nu mod millionbyen Miami efter at være gået i land i Key West.

Indtil videre har kategori fire orkanen kostet tre mennesker livet ved bilulykker i Florida, oplyser politiet i den amerikanske delstat.

Orkanen gik ind over Florida med vindstød på over 200 kilometer i timen. Mindst 1,3 millioner hustande og forretninger har indtil videre mistet strømmen i det sydlige Florida, meddeler det centrale Florida Power and Light.

  • De seneste timer har der været hård vind i Miami, Florida. / AFP PHOTO / SAUL LOEB (Foto: © Saul LOEB, Scanpix)
  • Et amerikansk flag er blevet revet op af orkanen i byen Fort Lauderdale i Florida. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)
  • Ved kystområdet i Fort Lauderdale skaber orkanen Irma store bølger. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)
  • Orkanen Irma var en kategori fire orkanen, da den ramte Florida Keys. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)
  • Et tre er væltet af orkanen Irma. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)
  • Floridas mange palmer har svært ved at stå imod orkanen. (Foto: © Joe Raedle, Scanpix)
  • De mange både ved Miami Beach kæmper en hård kamp mod Irma. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)
  • På en del veje i det sydlige Florida er træer væltet. (Foto: © Carlo Allegri, Scanpix)
  • En tornado bliver fanget på kamera ved Fort Lauderdale beach i Florida. (Foto: © SOCIAL MEDIA, Scanpix)
  • Flere millioner mennesker er blevet rådet til at forlade deres hjem og søge i sikkerhed nordpå. (Foto: © Erik S. Lesser, Scanpix)
1 / 10

Lokale embedsmænd siger, at orkanens hærgen i nogle områder 'er det værst tænkelige scenarie.'

- Jeg er dybt bekymret for Floridas vestkyst under orkanen, siger guvernør Rick Scott.

- Bed for os, siger han i et interview med tv-stationen ABC.

På det seneste pressemøde opfordrer han alle til at tage "den dødelige storm" alvorligt.

- Stormen er her nu. Alles familier betyder noget, alle liv betyder noget. Vi har hinandens ryg, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne i Florida har indsat 2.000 tropper fra statens nationalgarde. Derudover vil 10.000 tropper fra andre stater hjælpe med nødhjælp og genopbygningsarbejde, når orkanen er drevet væk. Det frygtes, at der vil ske ødelæggelser for milliarder af dollar.

Tornadovarsel i dele af Florida og Georgia

Næsten hele Florida er i undtagelsestilstand, og omkring 36 millioner indbyggere er omfattet af advarslerne, 6,5 millioner er ligefrem blevet opfordret til at evakuere.

Orkanen har udløst en af de største evakueringer i USA's historie.

Der er udsendt et tornadovarsel som følge af orkanen Irma. Varslet gælder for dele af delstaterne Florida og Georgia, oplyser den nationale vejrtjeneste på Twitter.

Det nationale orkancenter i USA forudser, at orkanen bliver ved med at være kraftig, når den bevæger sig langs Floridas vestkyst, skriver nyhedsbureauet Reuters. Indtil videre er der målt vindstød på op mod 215 kilometer i timen.

Guvernøren i Georgia, Nathan Deal, har erklæret samtlige 159 regioner i staten i undtagelsestilstand forud for, at orkanen rammer senere søndag amerikansk tid, skriver CNN.

De amerikanske medier har flere reportere til stede i det sydlige Florida.

Mike Seidel, der er meteorolog og reporter på mediet The Weather Channel, har lagt nedenstående video op på Twitter. Han befinder sig i Miami, hvor vandstanden stiger, og flodbølger oversvømmer gaderne.

https://twitter.com/mikeseidel/status/906909154509500416

ORKANENS FEM KATEGORIER

  • Kategori et har vindhastighed på 32,5 til 42,4 meter i sekundet.

  • Kategori to har vindhastighed på 42,5 til 48,9 meter i sekundet.

  • Kategori tre har vindhastighed på 50,0 til 57,9 meter i sekundet. Alle orkaner fra kategori tre og opefter har vindhastigheder, der betegnes som ekstremt farlige for områderne, som de passerer hen over.

  • Kategori fire har vindhastighed på 58,0 til 68,9 meter i sekundet.

  • Kategori fem har vindhastighed på over 69,0 meter i sekundet. Orkaner af denne styrke forekommer sjældent, og der er tale om en yderst voldsom orkan.

  • Sæsonen for tropiske orkaner starter 1. juni og slutter 30. november.