Organisationer slår alarm: Zika kan føre til ulovligt abort-boom

Et boom i antallet af illegale aborter i Sydamerika. Det kan blive konsekvensen af den frygtede zika- virus, advarer flere organisationer om.

Juan Pedro er to måneder gammel og lider af Microcephali. I øjeblikket bliver Zika-virussen mistænkt for at være skyld i, at flere tusinde børn i Brasilien er født med denne lidelse. (Foto: © Nacho Doce, Scanpix)

- Vent med at få børn.

Sådan lyder opfordringen fra flere Sydamerikanske regeringer på grund af den myggebårne Zika-virus, som mistænkes for at føre til, at kvinder føder børn med små hoveder og hjerner.

Den udmelding bekymrer nu flere sundhedsorganisationer.

- Det her kan betyde en stigning i usikre aborter, fordi Latinamerika generelt har meget hårde abortlovgivninger, og derfor går kvinderne til klinikker, hvor forholdene ikke er i orden og sikre.

Sådan siger Katja Iversen, der er direktør i den globale organisation "Women Deliver", der arbejder for kvinders reproduktive sundhed og retten til fri abort.

For de usikre abortklinikker kan være til stor fare for kvinderne, forklarer Katja Iversen.

- Det er jo forfærdelige forhold det forgår under. De remedier og metoder der bruges er en stor trussel mod kvindernes sundhed og levnede, siger hun til DR Nyheder.

Ifølge Women Deliver er det helt og holdent de sydamerikanske regeringers ansvar, at sikre kvindernes helbred:

- Man kan ikke bede kvinder om ikke at blive gravide, i forbindelse med Zika-virus, hvis ikke man stiller services til rådighed – altså prævention og adgang til abort.