Der er tale om et politisk hævntogt mod den ungarske regering og dens stramme udlændingepolitik, når Europa-Parlamentets retsudvalg ikke vil sige god for Ungarns EU-kommissærkandidat, Laszlo Trocsanyi.
Det mener den ungarske premierminister, Viktor Orban, i hvert fald, efter at et flertal af parlamentsudvalgets medlemmer i går afviste Laszlo Trocsany, som ellers er kørt i stilling til at blive EU’s næste udvidelseskommissær.
Ifølge udvalget ligger der en potentiel interessekonflikt og lurer, hvis Laszlo Trocsanyi, som førhen har været Ungarns justitsminister, bliver udnævnt til EU-kommissær.
Men ifølge Viktor Orban, der står i spidsen for det nationalkonservative og indvandringskritiske Fidesz-parti, skyldes afvisningen, at Laszlo Trocsanyi har stået i spidsen for at udforme den ungarske udlændingepolitik.
Heriblandt at indskrænke ngo’ers manøvrerum i Ungarn og slå hårdt ned på personer, der krydser den ungarske grænse uden at have papirerne i orden.
- Hans synd er, at han har hjulpet regeringen og mig med at beskytte Ungarn fra migration, lød det ifølge det engelsksprogede nyhedsmedie Hungary Today tidligere på morgenen fra den ungarske premierminister.
Ungarn har ført en stram udlændingepolitik, som flere gange har mødt kritik fra EU’s side.
- Nu forsøger de at strø salt i såret, sagde Viktor Orban og betegnede det som et ”lusket træk” fra Europa-Parlamentets side.
Orban fastholder kandidat
Gårdagens møde i retsudvalget fandt sted bag lukkede dører, og derfor er det uvist, hvad den potentielle interessekonflikt helt konkret bygger på.
Men beslutningen betyder, at Laszlo Trocsanyi på nuværende tidspunkt ikke kan deltage i den høring i Europa-Parlamentet, som han skulle igennem i næste uge for at få en plads på kommissærholdet.
Viktor Orban understregede dog, at han ikke har tænkt sig at skrotte Laszlo Trocsanyi og finde en ny kommissærkandidat.
- Jeg er overbevist om, at han er den bedst kvalificerede kandidat til at blive en del af Europa-Kommissionen, sagde han og tilføjede, at han allerede i aftes talte med den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen.
Hun venter lige nu på et formelt brev fra Europa-Parlamentet, hvor de forklarer deres beslutninger og anbefalinger. Herefter skal hun beslutte, hvad næste skridt i sagen bliver, for Laszlo Trocsanyi er ikke nødvendigvis dømt ude endnu. Hun kan eksempelvis vælge at rykke rundt på kommissærerne og give ham en ny post.
Viktor Orban tilføjede dog, at han har flere løsninger på tegnebrættet, uden dog at gå i detaljer om dem.
Udover Laszlo Trocsanyi valgte retsudvalget også at afvise den rumænske kommissærkandidat, Rovana Plumb. Det skyldtes angiveligt, at hun ikke har redegjort for et millionlån, som hun fik i forbindelse med sin EU-valgkamp.
De resterende 24 kandidater, heriblandt danske Margrethe Vestager (R), er sluppet igennem det første nåleøje og skal i de kommende uger udspørges af europaparlamentarikerne.
Europa-Parlamentet skal godkende det samlede kommissærhold, før den nye Europa-Kommission kan træde til.