"En lille tillægstold".
Sådan betegner USA's præsident, Donald Trump, den kommende stigning af tolden i den igangværende handelskrig med Kina.
På Twitter skriver Trump, at varer til en værdi af 300 milliarder dollar vil blive pålagt en told på 10 procent fra 1. september.
Brudte løfter
I forvejen har USA lagt en told på 25 procent på kinesiske varer til en værdi af 250 milliarder dollar, mens de to lande forhandler om at løse handelskrigen. Trump har gentagne gange klaget over, at forhandlingerne går for langsomt.
I forbindelse med den nye toldtrussel klager præsidenten over, at Kina ikke er begyndt at købe amerikanske landbrugsvarer i stort omfang, som kineserne havde lovet.
Trump kritiserer også Kinas præsident, Xi Jinping, for ikke at have overholdt et løfte om at bremse salget af stoffet fentanyl - et syntetisk smertestillende stof, som mange amerikanere er afhængige af.
Aktier falder
Meldingen fra den amerikanske præsident kommer, efter at repræsentanter for Kina og USA ikke kunne fortælle om de store fremskridt i forhandlingerne i Shanghai i denne uge.
Begge sider har dog beskrevet møderne i Shanghai som "konstruktive".
Flere møder mellem forhandlerne er planlagt til at finde sted i september.
Trumps tweet har her til aften dansk tid fået de amerikanske aktier til at falde markant.
Præsidenten skriver dog samtidig, at USA "ser frem til at fortsætte vores positive dialog med Kina om en omfattende handelsaftale".
Han tilføjer, at han "føler, at fremtiden mellem vores to lande vil være meget lys!".