Bomber fra krigsfly regner igen i dag ned over den syriske by Aleppo.
Ifølge Ritzau og Reuters beretter oprørernes talsmænd, at der i morges blev bombet i mindst fire områder i den østlige del af Aleppo, hvor der er bosat omkring 250.000 mennesker.
- Angrebene er mere ødelæggende end nogle tidligere angreb, vi har set, siger talsmændene ifølge Reuters og pointerer, at militæret nu bruger våben, som er specielt indrettet til at jævne store bygninger med jorden.
- De fleste af ofrene ligger under murbrokker, fordi over halvdelen af civilforsvaret er blevet tvunget til at indstille dets operationer, siger en højtstående oprører i Aleppo til Reuters.
Ifølge BBC er de cirka to millioner indbyggerne i Aleppo i forvejen uden vand efter gårsdagens bombardementer, som kom i kølvandet på, at den syriske hær, i samarbejde med Rusland, havde bebudet en militær offensiv i de oprørkontrollerede områder.
Syriens observatorium for Menneskerettigheder siger, at gruppen kan dokumentere, at 47 blev dræbt siden fredag - deriblandt fem børn. Ammar al Selmo, der leder civilforsvaret i den østlige del af Aleppo, siger, at over 100 er blevet dræbt, skriver Ritzau.