Opportunist eller frihedskæmper? Rigmand betaler danske burkabøder i dag

Algerieren Rachid Nekkaz er en mand med en sag, men hvad driver ham til at rejse verden rundt og betale bøder?

Rachid Nekkaz var i Danmark tidligere i år, hvor han lovede at betale alle bøder, der måtte blive givet for overtrædelse af tildækningsforbuddet. Nu kommer han igen, og vil i dag klokken 15.00 nøde op foran Christiansborg. (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Politisk aktivist, forretningsmand, aspirerende politiker, forfatter eller en mand med et godt blik for at bringe sig selv i fokus?

Rachid Nekkaz er tilsyneladende det hele. I går landede han i Danmark med den mission at betale bøderne for de kvinder, der er blevet dømt for at overtræde tildækningsforbuddet ved enten at bære niqab eller burka i det offentlige rum.

Et slagnummer, han har rejst rundt med siden 2011, og som for alvor begyndte at tiltrække sig international opmærksomhed i 2013, da han oprettede en fond, der havde til formål at forsvare frihedsrettigheder; med andre ord betale ’burkabøder’.

Ifølge eget udsagn har Rachid Nekkaz siden dengang betalt over 1.500 bøder og brugt flere millioner kroner på at modarbejde tildækningsforbuddet i de europæiske lande, hvor det er indført.

- Jeg har et enkelt princip: Hvis de kvinder ikke udgør en fare, hverken for landets sikkerhed eller andre menneskers frihed, bør regeringerne i de demokratiske lande lade dem klæde sig, som de vil, sagde han om sin drivkraft, da han i går gæstede Deadline på DR2.

Han understregede ved samme lejlighed, at han er lige så indædt modstander af lovgivning, der tvinger kvinder til at bære de omstridte hovedbeklædninger, og han taler lige så gerne det iranske præstestyre imod for at fængsle kvinder, der ikke vil bære hovedbeklædning.

I mediernes søgelys

Den algeriske forretningsmand er vant til at blive mødt af rullende kameraer og mikrofoner, hver gang han står af flyveren i et nyt land.

Franske medier har givet ham tilnavnet ’niqabernes Zorro’, og han formår at holde liv i fortællingen om sig selv som en ridder på korstog for de basale frihedsrettigheder.

Det fortæller DR’s internationale korrespondent, Stephanie Surrugue.

- Han befinder sig godt i mediernes søgelys og opsøger det også gerne. Han får omtale, for den her debat er også svær og følelsesladet i Frankrig, og når der så kommer en med så konkret et indslag, så får man opmærksomhed, siger hun.

Rachid Nekkaz er også en mand med politiske ambitioner, der rækker ud over kampen mod burkaforbud.

Tidligere har han forsøgt at blive kandidat til det franske præsidentvalg – uden held. Siden opgav han sit franske statsborgerskab for at gå efter præsidentposten i Algeriet – igen uden held.

En mand med en sag - og kun én

En shoppetur efter politisk indflydelse, der i nogle øjne fik hans idealisme til at blegne.

- Den algeriske presse tog ikke hans forsøg så alvorligt, og man undrede sig lidt over, at han pludselig ville være præsident der. Det blev opfattet lidt opportunistisk.

- Han er heller ikke nogen stor stemme i den franske debat. Han bliver set som en mand med en sag, og kun én sag. Hans politiske program derudover fortaber sig lidt i tågerne, siger Stephanie Surrugue.

I 2013 måtte Rachid Nekkaz til lommerne for - til en forandring - at betale en bøde for sig selv. Ved en fransk domstol blev han idømt en betinget fængselsdom og 5.000 euro i bøde for at have forsøgt at købe sig til politisk opbakning, da han ville være præsidentkandidat.

Mere Voltaire end Zorro

Med sin uddannelse i filosofi og historie fra Sorbonne føler Rachid Nekkaz givetvis, at han har mere til fælles med de store franske tænkere, end med den fægtende helt som fransk presse har opkaldt ham efter.

Hans seneste bog, der handler om den internationale kamp for frihedsrettigheder, bærer da også titlen ’Niqabbens Voltaire’.

Rachid Nekkaz har tidligere kastet sig ind i kampen for romaerne i Frankrig og det muslimske uighur-mindretal i Kina.

Men det er kampen mod europæiske regeringers forbud af burka og niqab, der har skaffet den selverklærede sekulære muslim den største gennemslagskraft.

En kamp, han tilsyneladende er fast besluttet på at fortsætte, selvom bøderne skulle hobe sig op.

- Når der er noget, jeg ikke er enig i, vil jeg kæmpe til døden for at give mennesker mulighed for at udtrykke sig eller klæde sig, som de vil. Det er frihed. Det er en principsag, har han tidligere sagt.

Klokken 15.00 holder Rachid Nekkaz et pressemøde foran Christiansborg, hvor han vil betale bøderne. Om han har fået bøderne af de to kvinder, der er blevet dømt for at overtræde tildækningsforbuddet, er uvist.