Opfordring til britiske politikere efter trusler: Rejs i grupper

Parlamentarikerne oplever dødstrusler og chikane under brexitforhandlingerne.

Der er politibetjente i stort antal foran det britiske parlament, men det er altså ikke nok til at sikre parlamentarikernes sikkerhed. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Scanpix)

Den politiske stemning i Storbritannien er højspændt i disse dage.

Det har fået en viceformanden i Underhuset til i en e-mail at opfordre parlamentarikerne til at rejse i grupper og tage andre forholdsregler for deres egen sikkerheds skyld.

- Personligt har jeg aldrig følt dette niveau af anspændthed i min tid i huset, og jeg er klar over, at andre kolleger har det på samme måde, skriver viceformanden og Labour-politikeren Lindsay Hoyle ifølge The Guardian.

I samme e-mail skriver han, at han har opfordret politiet til at gøre en ekstra indsats for at sikre, at parlamentarikerne kan stemme i brexitforhandlingerne uden at blive udsat for chikane og trusler fra offentligheden.

Flere parlamentarikere anklager premierminister Theresa May for at være skyld i den stigende fjendtlighed over for politikerne.

Taxi og panikknapper

I nat besluttede EU at udsætte brexit til den 22. maj under forudsætning af, at Underhuset bliver enig om en aftale. Brexitprocessen er altså langt fra slut.

Konkret opfordrer Lindsay Hoyle de britiske parlamentarikere til at tage almindelige sorte taxier og til at rejse i grupper fremfor alene.

Han skriver også, at han kender til mange, der har installeret panik-knapper i deres hjem af frygt for voldelige brexit-demonstranter.

Opfordringen kommer ikke ud af det blå. I starten af året sendte 55 parlamentarikere et samlet brev til topledelsen i det britiske politi, hvor de udtrykte frygt for deres egen sikkerhed.

Siden juni 2016, hvor briterne stemte om brexit, er 16 blevet dømt for at chikanere parlamentsmedlemmer. Yderligere syv sager er under behandling ifølge en opgørelse fra den britiske statsanklager.

Der er ikke altid langt mellem fredelige demonstrationer og chikane. Her et billede fra retssagen mod James Goddard, som er sigtet for at chikanere politikeren Anna Soubry udenfor parlamentet. (Foto: © Andres Pantoja / SOPA Images, © Andres Pantoja / SOPA Images)

Theresa Mays skyld

Viceformandens e-mail blev sendt ud til parlamentarikerne blot timer før Theresa Mays tale til nationen onsdag aften.

I talen bebrejdede hun politikerne, at brexit-processen er blevet trukket i langdrag.

- Jeg er helt sikker på, at I i offentligheden har fået nok. I er trætte af de interne magtkampe, trætte af de politiske spil og trætte af politikere, der ikke kan tale om andet end brexit, sagde hun.

Men netop den slags vendinger er med til at vende folkestemningen mod politikerne, siger flere parlamentarikere nu.

Wes Streeting, som er parlamentsmedlem for Labour, kalder Mays tale for "brandfarlig og uansvarlig"

- Hvis nogen kommer til skade, skal hun acceptere sin del af ansvaret, siger han ifølge The Guardian.

For mange politikere vækker fjendtligheden skræmmende minder om drabet på Labour-politikeren Jo Cox i 2016.

Downing Street afviser, at premierministerens udtalelser skulle spille en rolle i den stigende chikane af de britiske politikere.

Her kan du se et eksempel på den chikane, som politikerne udsættes for: